Regeringskollaps i Italien minder os om Europas kroniske problemer

Den italienske regering er kollapset, og dermed er landet kastet ud i politisk usikkerhed midt i en ny hård nedlukning. Personlige ambitioner er som ofte før drivkraften i tumulten, men det er Italiens plan for anvendelse af EUs hjælpemidler, der er den udløsende faktor. På trods af de mange milliarder er der ikke for alvor udsigt til, at man gør op med de mange strukturelle stivheder, der gør det svært at drive virksomhed i Italien. Dermed er der også risiko for, at Italiens vækstmuligheder ikke bliver forbedret.

Premierminister Giuseppe Contes embedsbolig i det centrale Rom er igen blevet omdrejningspunktet i en af Italiens utallige regeringskriser, der som altid er udløst af store egoers forsøg på at positionere sig bedst muligt. Remo Casilli/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvad har et land brug for midt i en pandemi og en dyb økonomisk krise?

Italiens tidligere socialdemokratiske premierminister Matteo Renzi mener, at en politisk krise er lige det, som Italien har brug for på nuværende tidspunkt. I denne uge trak han sine to ministre ud af centrum/venstre-regeringen under ledelse af Giuseppe Conte, der ikke har flertal uden hans lille Italia Viva-parti.