Regeringen suspenderer anlægsloftet: Kommunale renoveringsprojekter skal redde job i byggeriet

Regeringen har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om, at investeringer fremrykkes i år for at give økonomien et ekstra rygstød. Det såkaldte anlægsloft suspenderes.

Kommunerne kan holde hånden under ca. 2.500 job i byggeriet, hvis de fremrykker investeringer for 2,5 mia. kr.  Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Nu kan landets kommuner give fuld los for bygge- og anlægsinvesteringer.

Regeringen valgte torsdag at ophæve det såkaldte anlægsloft, der under normale omstændigheder har til formål at holde snor i regioner og kommuners økonomi.

Formålet med suspenderingen af det aftalte anlægsloft for 2020 er at give dansk økonomi et rygstød og holde hånden under danske arbejdspladser.

»Vi har sat store dele af Danmark på vågeblus for at bekæmpe smittespredningen. Det er vigtigt, at vi sørger for, at landet ikke går helt i stå. Derfor præsenterer vi et bidrag til at holde hånden under dansk erhvervsliv og holde hjulene i gang,« sagde finansminister Nicolai Wammen på et pressemøde torsdag eftermiddag.

Kommunernes Landsforening, KL vurderer, at der ude i kommunerne kan fremrykkes investeringer for op til 2,5 milliarder kroner.

DI: Man slår flere fluer med ét smæk

Samtidig er regeringen også blevet enig med KL og Danske Regioner om at fremrykke betalinger til private leverandører.

​»Helt konkret vil kommunerne fremrykke betalinger for fem milliarder kroner, og regioner vil fremrykke betalinger for 1,5 milliarder kroner,« sagde Nicolai Wammen.

Ligeledes er partnerne blevet enige om, at der til og med 31. oktober 2020 kan dispenseres fra en række bevillingsregler for indkøb i det offentlige. Der vil blandt andet blive mulighed for at foretage forudbetaling for en række leverancer frem til 1. juli 2020.

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri, DI, mener, at den nye aftale »slår flere fluer med ét smæk« ved at sætte de kommunale anlægskroner i spil.

»Vi får renoveret bygninger, som alligevel skal renoveres på et senere tidspunkt. Virksomhederne bliver holdt i gang, og arbejdspladserne bliver sikret,« siger Lars Sandahl Sørensen.

»Det gælder om at redde flest mulige virksomheder og job, så vi kommer hurtigt videre efter krisen. Hvis aktiviteten i byggeriet falder, rammer det ikke kun håndværkerne. Det går også ud over arkitekter, leverandører og de rådgivende ingeniører. Det er gode og tiltrængte investeringer, som nu kan sættes i værk,« tilføjer DI-direktøren.

Kan redde 2.500 job i byggeriet

Hos Dansk Byggeri vurderer adm. direktør Lars Storr-Hansen, at kommunerne kan holde hånden under ca. 2.500 arbejdspladser i byggeriet, hvis de fremrykker investeringer for 2,5 milliarder kroner.

»Det er i det lag, hvis alle pengene går til renoveringsprojekter,« siger Lars Storr-Hansen, der fortæller, at Dansk Byggeris medlemsvirksomheder er blevet ramt af en byge af annullerede ordrer som følge af coronakrisen.

»Over halvdelen har fået annulleret opgaver hjemme hos private, og knap halvdelen har fået opgaver annulleret fra erhvervsvirksomheder, ikke mindst fra hoteller og restaurationer, som har fået ødelagt hele deres livsgrundlag,« siger Lars Storr-Hansen.