Regeringen håbede på hurtig aftale om elbiler – nu har Morten Bødskov i stedet kastet håndklædet i ringen

Hvordan skal bilafgifterne se ud de næste mange år? Partier uden om regeringen kræver mere støtte til elbiler, end regeringen vil være med til. Nu har et slagsmål om, hvor pengene skal komme fra, fået skatteminister Morten Bødskov (S) til at opgive at lande en aftale og i stedet sende forhandlingerne over i Finansministeriet.

Skatteminister Morten Bødskov (S) har opgivet at skabe et flertal bag en transportaftale, der skal sikre flere elbiler på vejene i 2030. Her ankommer skatteministeren sidste år til klimamøde på Marienborg – i en stor dieseldrevet Audi. Niels Ahlmann Olesen

Skatteminister Morten Bødskov (S) ville i september gerne nå en hurtig og bred aftale om flere elbiler på de danske veje i 2030, så der kunne sikres tryghed om de næste mange års bilafgifter.

Men i stedet for en hurtig og bred aftale, er forhandlingerne gået så meget i hårdknude, at Morten Bødskov efter knap to måneders politiske forhandlinger nu har kastet håndklædet i ringen og opgivet at lande en aftale.