Prismareridt kan snart være slut – et vigtigt forhold peger mod en afslutning, men »markedet fungerer ikke perfekt«

Økonomer håber, at vi har set toppen af inflationen – ikke mindst for fødevarepriserne. Den kommende høst får dog en uhyre afgørende rolle i den sammenhæng, lyder vurderingen.

Coop kan endnu ikke love, hvornår man kan forvente at se lavere priser i supermarkederne, men et vil Coop love. »Lige så snart vores indkøbspriser falder, bliver det også billigere for kunderne i butikkerne,« siger informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen. Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Prisen på smør er banket i vejret, og inflationen er på over otte procent for første gang i næsten 40 år. Nu er råvarepriserne så begyndt at falde, og det kan være en lille trøst for danskerne – og være en afkøling af den senere tids prismareridt.

Tal fra erhvervsmediet Bloomberg taler sit tydelige sprog. I den seneste måned er eksempelvis hvede faldet med 17,47 procent i pris, mens majs er faldet med 10,16 procent, og råolie er dykket med 7,87 procent.