Politikerne siger nej: Vi vil ikke eftergive mere gæld. Det ødelægger skattemoralen

For et år siden eftergav Skat gæld hos danskerne for næsten seks mia. kroner. Men det kommer næppe til at ske igen. Både skatteministeren og flere skatteordførere er afvisende. Det skader moralen, lyder det. Et parti ser dog helt anderledes på spørgsmålet.

Tre eksperter opfordrer skatteminister Morten Bødskov (S) til at eftergive en del af danskernes 123 milliarder kroner store gæld til det offentlige. Gælden er ødelæggende for tilliden til Skat og giver et falsk billede af den offentlige sektors økonomi, fordi en del af gælden aldrig vil kunne inddrives, lyder argumenterne fra eksperterne. Illustration: Henrik Kiær

Det er ikke kun skatteminister Morten Bødskov (S), der blankt afviser tre eksperters opfordring om at eftergive en del af danskernes 123 mia. kroner store gæld til det offentlige. Også skatteordførerne fra Dansk Folkeparti, Venstre og SF siger nej til forslaget. De Radikales skatteordfører, Kathrine Olldag, mener derimod, at der er grund til at lytte til eksperterne.

Dermed ser der ikke ud til at være politisk opbakning til at tage endnu en runde med gældseftergivelse, sådan som det skete i 2018, da staten – med et enigt Folketing i ryggen – eftergav gæld for næsten seks mia. kroner.