Eksperter til skatteministeren: Vis mandsmod og slå en streg over danskernes gæld

Skatteministeren bør eftergive en del af danskernes enorme gæld til det offentlige. Gælden er ødelæggende for tilliden til Skat og giver et falsk billede af den offentlige sektors økonomi, lyder det fra tre eksperter. Skatteminister Morten Bødskov (S) afviser kategorisk enhver snak om at slå en streg over dele af gælden.

Skatteminister Morten Bødskov (S) afviser at eftergive den del af danskernes gæld til det offentlige, som alligevel aldrig vil kunne inddrives, sådan som to professorer og en skattekonsulent foreslår. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Drop forestillingen om at danskerne kommer til at betale deres gæld til det offentlige. Afskriv i stedet en del af gælden, så tilliden til Skat kan genoprettes. Sådan lyder budskabet til skatteministeren fra tre eksperter, som opfordrer til et opgør med den »naive« tro på, at al gælden kan inddrives.

For nylig viste en rundspørge her i Berlingske stor enighed blandt danskerne om, at alle skal betale deres gæld til det offentlige, og hvis ikke de betaler af sig selv, skal staten gøre, hvad den kan for at inddrive gælden.