Det frigør enorme midler til forbrug i ind- og udland, og det giver markante ryk i de globale vækstskøn. Det får kurserne på alverdens aktier til at flytte sig voldsomt, og det skaber jubel i transportbranchen, plastindustrien og den kemiske industri. Omvendt ser olieselskaberne og deres mange underleverandører lidende til.
Olieprisernes kraftige fald har enorm makroøkonomisk betydning, og prisfaldet siden juni ender formentlig med at betyde langt mere for den hjemlige jobskabelse end forårets vækstplan.
Et fald i olieprisen på 20 dollar pr. tønde vil – set over et år – ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, løfte det globale bruttonationalprodukt (BNP) med 0,5 procent. Det svarer i absolutte tal til en mervækst næste år på mere end 375 mia. dollar eller 2.266 mia. kr. Et ufatteligt stort tal, der eksempelvis overstiger Danmarks samlede årlige produktion. Så er vigtigheden af prisfaldet på omkring 48 dollar pr. tønde siden juni i år sat på plads.
Nu er topøkonomer og råvareanalytikere verden over begyndt at tale om lange tider med lave oliepriser. Futures på olie peger på et lavt, men dog svagt stigende prisniveau frem til 2020.
Godt for verdensøkonomien og godt for Europa, selv om prisfaldet også har øget frygten for en kvælende deflationsspiral. Men før vi for alvor begynder at indstille os på en lav oliepris blot en smule højere end de nuværende 66-67 dollar pr. tønde, skal vi måske lige spole tiden et par år tilbage og minde os selv om, at det er umådeligt svært at spå om olieprisen langt frem i tiden.
Lad os f.eks. skrue tiden tilbage til marts 2011, hvor priserne på Brent-olie svingede omkring 115 dollar pr. tønde.
»Olieafhængige virksomheder verden over kan lige så godt vænne sig til de høje oliepriser ... På både kort og langt sigt kan priserne sagtens komme endnu højere op,« skrev undertegnede dengang skråsikkert i Berlingskes spalter. I øvrigt i en artikel med overskriften »Olieprisen forbliver høj«.
Lad mig hurtigt indskyde, at langt de fleste råvareanalytikere dengang var enige i konklusionerne, og at lignende konklusioner dukkede op hos de fleste toneangivende medier i ind- og udland i løbet af foråret 2011.
Jeg kan også minde om, at internationalt kendte topchefer og centrale kilder i oliebranchen i sommeren 2008, hvor Brent-olieprisen var oppe på 147 dollar pr. tønde, så muligheder for en oliepris på over 200 dollar pr. tønde inden for kort tid. Kort tid efter gik Lehman Brothers konkurs, og finanskrisen eskalerede voldsomt. Ved juletid 2008 blev Brent-olien handlet til under 40 dollar pr. tønde.
De seneste år har den amerikanske skiferrevolution sammen med ny olieudvinding i flere andre lande – f.eks. olieudvinding fra tjæresand i Canada og dybhavsboringer i Brasilien – ændret energimarkederne fundamentalt. Denne produktion har overrasket alle og sendt priserne ned i et niveau, som ingen havde ventet.
De seneste måneders prisfald på olie har skabt fornyet bekymring for en kvælende deflationsspiral i eurozonen, ligesom den offentlige budgetplanlægning i alverdens olieproducerende lande er baseret på højere priser end de nuværende. I Danmark regner Finansministeriet som en tommelfingerregel med, at et fald i olieprisen på ti dollar koster statskassen tre mia. kr. – trods den højere vækst.
Er lavere oliepriser så ikke godt for Danmark? Det korte svar er, at det set med samfundsøkonomiske briller er en god nyhed for Danmark. Lavere oliepriser vil bidrage positivt til forbruget og virksomhedernes investeringer herhjemme, ligesom det vil være til gavn for de fleste af vores største eksportmarkeder.
Lad os blot holde lidt igen med de skråsikre forudsigelser denne gang.