Hvis coronasmitten kommer ud af kontrol, er det ikke en ny nedlukning, der er den største fare for den danske økonomi. Det er derimod, at en stor del af befolkningen bliver bange for at blive smittet og derfor ikke tør gå ud. Det vil få privatforbruget til at slå bak, og det er vel at mærke en nedgang i forbruget, som hverken udbetaling af feriepenge eller andre finanspolitiske tiltag kan hjælpe på.
Regeringen og resten af Folketinget vil dermed være efterladt helt uden redskaber, hvis de vil forsøge at afbøde effekterne af en sådan nedgang. Sådan lyder den klare advarsel fra overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet Carl-Johan Dalgaard til statsminister Mette Frederiksen (S) netop nu, hvor smitten herhjemme er ved at blusse op igen.