Danmark er så småt ved at vende snuden hjem fra sommerlandet. Sommerhusudlejere har haft en fremragende sæson. Hoteller i København har haft det modsatte. Der er kommet mere gang i Europa, men samtidig er de nye voldsomme smitteudbrud i USA og andre steder med til at understrege, at den globale økonomi ikke kommer til at trække dansk økonomi på den måde, som mange havde håbet før sommeren. Virksomhedernes eksportordrer vil blive afgørende for, hvordan industrien klarer sig resten af året.
De seneste uger har vi fået flere tal for dansk økonomi, der viser en stærk genkomst i forbindelse med genåbningen, men samtidig er der øget risiko for, at en stor del af de stærke tal var en ketchupeffekt efter at have været lukket inde, kombineret med en forsommer med rekordvejr.