Overvismand: Øget smitte vil give et »frygteligt drøn til forbruget«, og feriepengene vil ikke være nogen hjælp

Vi er sociale væsener, og en stor del af vores privatforbrug er afhængig af, at vi tør omgås hinanden. Den del af vores forbrug risikerer at blive slået helt i stykker i tilfælde af ny smitte for en stor del af befolkningen. Sådan lyder advarslen fra overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet, Carl-Johan Dalgaard.

Privatforbruget for store dele af den danske befolkning vil dykke kraftigt, hvis smitten igen kommer ud af kontrol. Derfor er det helt afgørende, at smitten er under kontrol, mener overvismand og professor i økonomi på Københavns Universitet, Carl-Johan Dalgaard. Ida Guldbæk Arentsen

Hvis coronasmitten kommer ud af kontrol, er det ikke en ny nedlukning, der er den største fare for den danske økonomi. Det er derimod, at en stor del af befolkningen bliver bange for at blive smittet og derfor ikke tør gå ud. Det vil få privatforbruget til at slå bak, og det er vel at mærke en nedgang i forbruget, som hverken udbetaling af feriepenge eller andre finanspolitiske tiltag kan hjælpe på.

Regeringen og resten af Folketinget vil dermed være efterladt helt uden redskaber, hvis de vil forsøge at afbøde effekterne af en sådan nedgang. Sådan lyder den klare advarsel fra overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet Carl-Johan Dalgaard til statsminister Mette Frederiksen (S) netop nu, hvor smitten herhjemme er ved at blusse op igen.