Oliepriser på højeste niveau i tre år – og de kan stige yderligere

Oliepriserne og dermed også benzinpriserne er steget kraftigt siden nedlukningerne sidste forår. Det skyldes en reduktion af olieproduktionen, samtidig med at økonomierne er kravlet ud af coronahullet. Nu har prisen nået et niveau, hvor den begynder at påvirke økonomierne – både i positiv og negativ retning. Olieproducenterne står derfor over for valg, der ikke er enkle.

Tankning af bil på tankstation i København, mandag den 13. juli 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du synes, at det koster lidt ekstra at fylde bilen op med benzin, er det ikke helt forkert. Netop som danskerne er på vej på sommerferie, har benzinpriserne ramt det højeste niveau siden maj 2019 med en pris på 12 kroner for en liter oktan 95.

Prisen på råolie er nu næsten firedoblet siden coronabunden i maj sidste år, og en tønde nordsøolie koster nu over 76 dollar. Den stigende oliepris er en af årsagerne til, at inflationen er hoppet i vejret i de vestlige lande.

Selvom oliepriserne allerede er steget kraftigt, er der imidlertid stor usikkerhed om, hvorvidt de skal fortsætte opad. Stærke kræfter trækker i oliemarkedet, både når det gælder olieproduktionen og forbruget af olie.

Nedlukningen var et historisk slag

Da nedlukningerne ramte i foråret 2020, faldt efterspørgslen på olie med cirka 20 procent som følge af blandt andet indstillingen af flytrafikken og nedlukning af mange fabrikker.

De olieproducerende lande i OPEC besluttede sammen med Rusland, det såkaldte OPEC+, at foretage en historisk nedskæring i olieproduktionen på ti millioner tønder om dagen svarende til omkring ti procent af den globale produktion. Samtidig blev de private amerikanske producenter af skiferolie ramt af kollapset i olieprisen, ligesom resultatet også førte til et stort fald i den amerikanske produktion.

Faldet i efterspørgslen efter olie var i begyndelsen af coronakrisen større end faldet i produktionen, hvilket pressede lagrene af olie i vejret og prisen ned. Allerede sidste sommer satte genåbningen og det stigende forbrug af varer i de vestlige lande og Kina dog på ny gang i forbruget af olie.

Dermed begyndte lagrene at falde, og OPEC+ har langsomt løftet olieproduktionen med i alt fire millioner tønder om dagen. I USA er produktionen ikke steget, og den globale produktion af olie er fortsat markant lavere end før coronakrisen. Samtidig er efterspørgslen ved at blive genrejst, og OPEC forventer, at olieforbruget vil være fuldt ud tilbage på niveauet før coronatiden allerede i slutningen af året.

Altså svinger pendulet nu i retning af overefterspørgsel på oliemarkedet, hvilket har presset priserne i vejret.

OPEC+ skulle i sidste uge være blevet enige om en gradvis forhøjelse af produktionen, men De Forenede Arabiske Emirater har indtil videre spændt ben for den endelige aftale. Aftaler i OPEC træffes ved konsensus, hvilket mindre lande til tider udnytter til at opnå særlige fordele. Forsinkelsen vil dog ikke ændre på den gradvise normalisering af produktionen.

For OPEC-landene er det vigtigt, at produktionen ikke bliver sat for hurtigt op i forhold til efterspørgslen. På den anden side er der dog også grænser for, hvor meget priserne bør stige – set med en olieproducents øjne.

Endnu højere priser vil betyde, at flere amerikanske producenter vil skrue op for hanerne, og dermed vil en vigtig konkurrent få ny luft. Hvis de højere oliepriser også løfter forventningerne til olieprisen i de kommende år, vil dette tilmed betyde, at virksomhedernes overvejelser om klimainvesteringer kan tippe mere i retning af det grønne og altså presse forbruget af olie ned på lidt længere sigt.

Det nuværende prisniveau er også et perfekt leje, der kan få statsfinanserne til at hænge bedre sammen i de fleste olieproducerende lande. I de store olieselskaber kører kerneforretningen nu som smurt, hvilket på kort sigt forstærkes af, at selskaberne har trimmet deres omkostninger og ikke mindst har revurderet investeringsplaner i nye oliefelter.

Til gengæld har olieproducenterne nu også lugtet klimalunten og dirigeret en del af investeringsaktiviteten over i vedvarende energi, blandt andet i vindenergiprojekter til havs. Højere oliepriser betyder, at olieselskaberne kan reducere indtjeningskravene til alternative projekter i forsøget på at vinde markedsandele.

Genåbning – og hvad så?

De kommende uger vil genåbningsopsvinget for alvor tage fart i Europa. Optimismen i virksomhederne er tæt på rekordniveau. I USA var der igen stor jobskabelse i juni efter et par svage måneder, og også her er erhvervslivet i hopla. Rejseaktiviteten er på vej opad; i USA er antallet af flyrejsende fordoblet siden årsskiftet og ved at nærme sig niveauet fra før coronatiden.

Det betyder, at en stor del af den tabte økonomiske aktivitet under coronakrisen vil være genskabt inden årets udgang, og dermed vil efterspørgslen efter olie stige yderligere i de kommende måneder.

Det er dog kun halvdelen af oliehistorien. I de rige lande var forbruget nogenlunde konstant i årtiet før coronakrisen på trods af pæn økonomisk vækst, hvilket blandt andet er et resultat af den grønne omstilling. Siden 2014 har den globale efterspørgsel efter olie alene været drevet af mindre udviklede vækstøkonomier.

De mindre udviklede lande kæmper fortsat med coronasmitte, men der vil trods alt ske en tiltagende normalisering af aktiviteten i takt med, at vaccinerne for alvor rulles ud senere på året.

Det er dog spørgsmålet, om olieforbruget i de vestlige lande nogensinde vil nå samme niveau som før coronakrisen. Klimatiltag og fokus på forbruget af plastik er blevet accelereret det seneste år, og dermed kan det »genskabte« forbrug vise sig at være lavere end før coronakrisen på trods af en periode med flot økonomisk vækst.

Det globale fokus på klimatiltag introducerer et usikkerhedsmoment i oliemarkedet, hvilket påvirker olieselskabernes investeringer, for nye produktionsfelter har enorme udgifter i anlægsfasen, hvorefter der følger en lang indtægtsstrøm med lave driftsudgifter. Lige nu skal producenterne investere ind i en usikker fremtid. Det samme gælder for bilejerne.

Dette afspejler sig også i aktiemarkedet. Siden begyndelsen af 2020 er det amerikanske S&P 500-indeks steget med 34 procent, mens energiindekset, der primært udgøres af olieselskaber, knap er nået tilbage på prisniveauet fra dengang. Det største amerikanske olieselskab, Exxon Mobile, mistede i 2020 efter næsten 100 år sin plads i det fine Dow Jones-indeks.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør