Olierige Saudi-Arabien må spænde livremmen ind – og det rammer også fremtiden

Saudi-Arabien er noget selvforskyldt kommet i økonomisk uføre og må skære hårdt i de offentlige udgifter. Det rammer bredt i befolkningen, men også de prestigeprojekter, der på længere sigt skal give en mindre afhængighed af olieindtægter. Det kan give flere rystelser.

Normalt er der pakket med pilgrimsrejsende i Mekka, men ikke i år. Coronavirussen og kollapset i oliepriserne har vendt op og ned på Saudi-Arabiens økonomiske udsigter. BANDAR ALDANDANI

Riget fattes penge. Det olierige Saudi-Arabien er blevet ramt fra alle sider og har nu måttet annoncere historiske stramninger af de offentlige finanser. Nu skal saudierne for alvor til at betale til statskassen.

Det skyldes naturligvis coronakrisen, som har ramt hele den globale økonomi, og som Saudi-Arabien ikke er ansvarlig for. Men det gælder i lige så høj grad kollapset i olieprisen, som den saudiske regering har hovedansvaret for. Det var et fejlslagent forsøg på at vinde markedsandele, der i marts og april sendte olieprisen i hullet. Saudi-Arabien står for omkring ti procent af verdens olieproduktion og har 18 procent af verdens kendte oliereserver.