Ørsteds aktier slap nådigt fra politisk indblanding

Det blev til et moderat fald for energiselskabet Ørsted på aktiemarkedet mandag oven på Radius-misære.

Finansministeriet trækker i nø
Aktierne i Ørsted faldt mandag efter et politisk nej til salget af Radius. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Søndag aften blev der sat et midlertidigt stop for energiselskabet Ørsteds planer om at sælge sin elforretning Radius for et tocifret milliardbeløb. Mandag har aktiemarkedet tygget på den nyhed og takseret den til et moderat fald for aktierne i Ørsted.

Stoppet kom fra politisk side, da flertallet for et salg svandt bort. Den danske stat ejer fortsat over 50 procent af aktierne i Ørsted - tidligere Dong - og kan derfor bestemme, hvordan selskabet kan agere.

»Forløbet omkring frasalget bør efter vores vurdering minde mindretalsaktionærerne om, at Ørsted har en storaktionær, som selvfølgelig ikke har ensidig fokus på at skabe det højest mulige afkast på investeringen i Ørsted,« skriver Sydbank i en kommentar til udviklingen.

At Radius og dets over en million elkunder på Sjælland alligevel ikke bliver solgt sendte mandag aktierne i Ørsted ned med 2,2 procent til 435,40 kroner.

Dermed faldt markedsværdien med fire milliarder kroner til 183 milliarder kroner af det store selskabet.

Salget af Radius, samt et par andre mindre selskaber, mistede sin politiske opbakning, da Socialdemokratiet og SF trak deres støtte. Det gjorde partierne, da de ikke følte sig tilfredse med, at Radius kunne ende på private hænder.

Socialdemokratiet vil kun acceptere et salg, hvis det ender med, at Radius bliver forbrugerejet eller at staten fortsat har en aktiemajoritet.

»Man må konstatere, at to af partierne i forligskredsen (Socialdemokratiet og SF red.) har skiftet holdning. I et system som det danske skal der være politisk opbakning, og så kan man ikke gennemføre salget.«

»Jeg så gerne, at man fik solgt Radius. Ørsted er i gang med en grøn omstilling og har brug for kapital. Om det er Ørsted , der ejer Radius, eller andre, er lige meget for forholdene for forbrugerne er reguleret,« sagde finansminister Kristian Jensen (V) søndag.

/ritzau/