Det er langtfra slut med de hårde nyheder til de danske boligejere fra Den Europæiske Centralbank, ECB. På torsdagens rentemøde besluttede ECB at sætte indlånsrenten op med 0,25 procent, så den kommer op på fire procent.
Dermed fortsætter ECB den tur med rentestigninger, som begyndte tilbage i juli 2022. Dengang var den afgørende indlånsrente på minus 0,50 procent, men den er efterfølgende sat op med 4,5 procentpoint. Det er den hurtigste og kraftigste rentestigning i ECBs pengepolitiske historie.
Senest satte ECB også renten op med 0,25 procentpoint tilbage i juli.
Det har for alvor også ramt de danske boligejere, der kan se, at deres lån er blevet en hel del dyrere. Det store spørgsmål er, om ECB er færdig med at hæve renten, og på den front mener flere økonomer, at der kan være godt nyt til boligejerne.
»ECB trykker på renteknappen. Knappen har været rødglødende i over et år, som har bragt 10 renteforhøjelser på stribe. Det kan mærkes hos boligejere og i den brede økonomi. Meget tyder dog på, at der ikke kommer flere renteforhøjelser fra ECB, selvom intet står mejslet i sten,« skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.
Modvind fra de højere renter
Rentestigningen kommer for at få bugt med inflationen og få den ned på målsætningen med to procent om året. ECB tror, at inflationen for i år vil komme op på 5,6 procent og 3,2 procent til næste år.
Flere økonomer fremhæver, at for ECB er problemet, at den europæiske økonomi sandsynligvis allerede befinder sig i en mindre recession, men at inflationen samtidig er for høj.
Som tidligere beskrevet i Berlingske er det også derfor, at ECBs chef, Christine Lagarde, har lagt vægt på, at inflationen er gået fra den første fase, hvor den var drevet af store stigninger i råvarepriserne, til en ny fase, hvor det er lønninger, der er den primære drivkraft i prisstigningerne.
Det er spørgsmålet om, hvor høj den såkaldte kerneinflation er. Desto højere den er, desto mere har inflationen bidt sig fast, og det bliver sværere at komme af med den igen.
Når det gælder kerneinflationen, har ECB foretaget en mindre nedjustering, så prognosen nu siger 5,1 procent for i år og 2,9 procent til næste år.
Chefstrateg fra Nykredit Frederik Engholm påpeger, at renteforhøjelsen kommer til trods for, at der er klare tegn på, at økonomien i eurozonen er bremset fuldstændig op og endda risikerer at se tilbagegang i indeværende kvartal.
Blandt andet fordi udviklingen i Tyskland ser særlig svag ud.
»Den økonomiske svaghed i eurozonen, som de seneste nøgletal ret klart indikerer, er også grunden til, at vi forventer, at dagens forhøjelse bliver den sidste fra ECB,« skriver Frederik Engholm og påpeger, at pengepolitikken efterhånden er ganske stram.
»Økonomien reagerer tydeligvis på modvinden fra højere renter, og så er det bare at vente på, at inflationen langsomt kommer langt nok ned som resultat af den svagere vækst,« skriver han videre.
Det er et blødt signal
Cheføkonom i Sydbank Søren V. Kristensen mener, at der gemmer sig en overraskelse i dagens rentemelding, men det er ikke selve rentestigningen.
»Det var indtil for få dage siden ikke ventet, at ECB ville hæve renten i dag, men efter anonyme kilder i centralbanken tidligere på ugen lækkede, at ECBs inflationsforventninger ville stige, så indstillede investorerne sig på dette scenario, der derfor ikke er den store overraskelse,« skriver Søren V. Kristensen og tilføjer:
»Det er til gengæld en overraskelse, at ECB mere eller mindre direkte fortæller, at renten nu skal holdes på dette høje niveau snarere end hæves yderligere. Det er et blødt signal,« skriver han videre.
For tidligt at glæde sig
For boligejerne er det store spørgsmål, hvordan obligationsrenterne reagerer på meddelelsen fra ECB. Det afgøres i høj grad af, om markedet forventede rentestigningen eller ej.
Størstedelen af markedet forventede den rentestigning, der er kommet.
Chefstrateg i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard mener, at boligejerne skal glæde sig over den blødere retorik fra ECBs side. Det kan betyde, at vi kan se en ende på de stigende boligrenter i den korte ende, fremhæver han, men kommer dog også med en advarsel.
»Det er dog for tidligt at glæde sig, da fremtidige renteforhøjelser ikke bliver udelukket. Og til nytår skal boligejere med F-kort-lån igen forberede sig på en lidt højere rente, der nok vil stige omkring 0,2 til 0,3 procentpoint,« skriver Sune Malthe-Thagaard og påpeger, at det vil komme oven i i den allerede store stigning, vi har set siden begyndelsen af 2022, hvor renten var lidt under nul.