Er der en boble på boligmarkedet? Det er ikke kun i Danmark, at der er fokus på de eksploderende boligpriser. Det amerikanske boligmarked er pludselig blevet endnu en hovedpine for præsident Joe Bidens forsøg på at få gennemført nye store finanspolitiske pakker og for centralbankens løfter om nulrenter, så langt øjet rækker.
Det amerikanske boligmarked var arnestedet for finanskrisen, hvor nye muligheder for at finansiere boliger fik nye købere ind på boligmarkedet. Men centralbanken spillede også en rolle ved at holde renterne for lave i for lang tid. Hvis lave renter dengang bidrog til at puste boblen op, hvad så nu?