Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der er foreløbig ingen tegn på svagheder i den danske jobfest. Tværtimod. I oktober kom der 1.700 flere danskere i job.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det betyder, at der i dag er 2.971.000 lønmodtagere herhjemme.
Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, fremhæver, at beskæftigelsen er på en spektakulær rejse.
»Farten tager dog en hel del af, men det ændrer ikke ved, at beskæftigelsen er braget op i ny rekord trods modvind til økonomien. Det er vildt imponerende. Der er massevis af udfordringer for dansk økonomi med høj inflation, en elendig forbrugertillid og høj økonomisk usikkerhed. Men beskæftigelsen viser stadig pæne takter,« siger Jeppe Juul Borre.
Han fremhæver, at beskæftigelsen stiger i en tid, hvor inflationen har ramt det højeste niveau i 40 år, og det trækker købekraft ud af forbrugerne. Reallønnen er sendt ned med mere end 5 procent siden sidste år.
Det er også de store gloser, der er fremme hos nogle af de andre økonomer, som kommenterer tallene.
»Beskæftigelsen er ved at trodse tyngdeloven,« siger cheføkonom i Dansk Metal, Erik Bjørsted.
Han fremhæver, at arbejdsmarkedet ikke er lige så varmt som tidligere på året, men arbejdsgiverne slår fortsat mange nye stillinger op.
»Når så mange arbejdsgivere stadigvæk klager over mangel på arbejdskraft, er det et tegn på, at ordrebøgerne ikke er tomme,« siger Erik Bjørsted.
Falder i nogle brancher
Dykker man ned i tallene, der dog også noget malurt i bægeret. Dels er de tallene fra oktober. Det betyder, at det kan være, at de allerede er en smule forældet. Der er nyere tal for antallet af jobopslag, og de viser, at der har været en nedgang i de seneste ni måneder i træk. Det sker dog fra et meget højt niveau.
»Samtidig viser de nyeste ledighedstal, at flere meldte sig i ledighedskøen i november, som steg med 1.800 personer,« siger Jeppe Juul Borre.
Hos Dansk Erhverv bemærker Dansk Erhverv, Tore Stramer, at beskæftigelsen allerede er faldet i de mest konjunkturfølsomme brancher.
Hos den liberale tænketank CEPOS har man bestemt også bemærket de nye tal. Cheføkonom Mads Lundby Hansen fremhæver, at fremgangen i beskæftigelsen i høj grad er drevet af det offentlige. Fremgangen i den offentlige beskæftigelse var på 1.400 personer i oktober, og den private steg således kun med 300 personer.
»Den lille stigning i den private beskæftigelse er et varsel om den forventede jobnedgang i 2023. Beskæftigelsen kommer efter alt at dømme til at falde i 2023 som følge af rentestigninger og udhuling af danskernes købekraft«, siger Mads Lundby Hansen.
Han opfordrer samtidig den ny regering til at nedbringe antallet af offentligt ansatte til niveauet fra før corona.