Nordea taber boliglånskunder i Sverige for femte måned i træk

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: KIMMO BRANDT

Den skandinaviske storbank Nordea taber i februar for femte måned i træk boliglånskunder på det svenske marked, der ellers vokser.

Det rapporterer Bloomberg News.

Siden september er lånebogen for boliglån mindsket med 0,9 pct. ifølge beregninger foretaget af Bloomberg. Faldet falder sammen med, at Nordea meddelte, at banken flytter sit hovedkvarter til Finland.

Udviklingen er også en kedelig rekord blandt de fire største svenske banker, der de seneste 16 år ikke har oplevet nedgang i boliglån i mere end to efter hinanden følgende måneder.

Storbanken har sat priserne ned, og der er tegn på, at det mindsker styrken i nedgangen.

I februar tabte Nordea boliglån for 125 mio. svenske kr. mod et gennemsnit de foregående fire måneder på 951 mio. svenske kr.

Faldet er specielt alvorligt, når det ses i sammenhæng med en årlig vækst på 7,2 pct. i boliglån.

Mindre udbydere som Länsforsikringer Bank og statsejede SBAB tager markedsandele. I februar tog de henholdsvis 14 pct. og 17 pct. af nyudlån, hvilket ifølge Bloomberg er klart mere end deres markedsandel.

Nordea-aktien ligger onsdag i bunden af C25-indekset med et fald på 2 pct. til 62,78 kr. Storbankens aktie er faldet med 16,5 pct. siden årets start på børsen i København.