Nedlukning af Nordjylland gør ondt på dansk økonomi og presser virksomheder: »Løsningerne findes ikke«

Regeringens nedlukning af syv nordjyske kommuner sætter flere virksomheder i en meget alvorlig situation, mener Dansk Industri. Ifølge Danske Bank kan nedlukningen være dråben, der bremser efterårets fremgang i økonomien.

Alle borgere i syv nordjyske kommuner rammes af særlige restriktioner foreløbig frem til 3. december. Det drejer sig om Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø Kommune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Genopretningen af den danske økonomi får et gok i nødden med lukningen af syv nordjyske kommuner. Handlingen kan være det sidste skub, som fører til nedgang i den danske økonomi i fjerde kvartal. Med andre ord risikerer vi at slutte året af med negativ vækst.

Sådan lyder vurderingen fra Danske Bank, der bakkes op af Dansk Industri.

I de syv nordjyske kommuner opfordres borgere til ikke at bevæge sig uden for kommunegrænserne, og virksomhederne opfordres til at sende medarbejdere hjem. Dette er dog ikke muligt for alle.

Evapco Air Solutions i Jammerbugt Kommune er en af de virksomheder, som bliver hårdt ramt af de nye restriktioner. Selskabet har 62 ansatte og producerer varmevekslere inden for køling, opvarmning og ventilation. Problemet for den amerikanske virksomheds danske fabrik er, at de fleste ansatte udfører manuelt arbejde, ligesom medarbejderne har adresse over det meste af regionen.

»Vores folk kan ikke passe arbejdet hjemmefra, og rejserestriktionerne bringer os i en meget svær situation, fordi vi har ansatte i de fleste af de berørte kommuner,« forklarer virksomhedens direktør, Alex Eisold.

Mere kritisk end i foråret

Han mener samtidig, at det er svært at tolke regeringens nye retningslinjer for de syv nordjyske kommuner.

Alex Eisold, chef for den danske produktion i Evapco Air Solutions

»Vi får forskellig information alle steder fra, så det er meget forvirrende. Vi kan ikke finde ud af, om det er anbefalinger, eller om restriktionerne håndhæves som påbud.«


»Vi får forskellig information, så det er meget forvirrende. Vi kan ikke finde ud af, om det er anbefalinger, eller om restriktionerne håndhæves som påbud,« siger Alex Eisold.

Han oplyser, at rejserestriktionerne for Evapco Air Solutions gør den nuværende situation mere kritisk end i foråret.

Virksomheden undersøger lige nu mulighederne for at få ansatte på arbejde, men de er dog ikke umiddelbart omfattet af at være en »kritisk funktion«, som Mette Frederiksen nævnte som det afgørende kriterium på torsdagens pressemøde.

Det er til gengæld de nordjyske fødevarevirksomheder. Her forventer blandt andet FF Skagen, som producerer fiskemel, at fortsætte driften.

»Vores produktion kører videre for fuld tryk. Og i henhold til retningslinjerne vil vi fortsat kunne få afsat vores produkter som sædvanlig,« forklarer Johannes Palsson, administrerende direktør i FF Skagen.

Lige nu er alt krisestyring

Ifølge Berlingske Business Guld1000 er de fem største virksomheder i de syv nordjyske kommuner fødevarevirksomheder. På listen over de ti største virksomheder er der udover to industrivirksomheder en byggevirksomhed.

Det er dog alle virksomheder, der er kendetegnet ved, at regeringens opfordring til at arbejde hjemmefra kan være svær at efterkomme.

Administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen fremhæver, at flere end 50.000 personer i det nordjyske er afhængige af at kunne pendle mellem kommunerne og derfor kan blive ramt af regeringens nye restriktioner.

Lars Sandahl Sørensen fremhæver, at alt i det nordjyske lige nu er krisestyring, fordi virksomhederne endnu en gang er bragt i en situation, de aldrig har prøvet før.

»Vi har i Danmark generelt vist, at vi er ret så omstillingsparate. Man har fundet nye løsninger i krisen, men det er klart, at når man med så ekstrem kort varsel skal lukke ned, så findes løsningerne ikke,« siger han.

Lars Sandahl Sørensen fremhæver, at der skal mere til end regeringens allerede kendte hjælpepakker:

»Virksomhederne har fået gang i eksporten, og kunderne rundt i Europa har accepteret varerne. Den opringning, som nogle virksomheder nu skal foretage til kunderne, er, at de ikke kan levere – og heller ikke ved, hvornår de kan. Det er virkelig alvorligt, og de ramte virksomheder får brug for hjælp,« siger han.

Kan hurtigt rette sig

For dansk økonomi som helhed er Nordjylland den region i landet, som betyder mindst. Isoleret set har nedlukningen altså ikke så stor betydning for økonomien, men den rammer hårdt lokalt og kommer samtidig på et tidspunkt, hvor den danske økonomi vakler, fordi der også er nye nedlukninger i udlandet.

Derfor mener Dansk Bank, at der er udsigt til en skidt afslutning på året for dansk økonomi, og at nedlukningen i det nordjyske kan være det skub, der fører til, at vi i Danmark i fjerde kvartal vil opleve en egentlig nedgang i vores produktion.

»Man skal ikke male fanden på væggen, men det trækker ned, og det samme gør stoppet for minkproduktionen. Alt i alt kan det meget vel betyde, at det kraftige opsving, vi havde i tredje kvartal, allerede går i stå i fjerde,« siger cheføkonom Las Olsen.

Han fremhæver dog, at erfaringer fra foråret viser, at økonomien hurtigt kan rette sig, når først nedlukninger og restriktioner bliver hævet.

»Sandsynligvis vil de fleste nordjyder, som ikke kan arbejde, alligevel beholde job og løn, eventuelt med lønkompensation til arbejdsgiveren. Men det er desværre også sandsynligt, at nogle bliver arbejdsløse,« vurderer Las Olsen.

Skaber frygt

Også Nordea og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at fjerde kvartal kan ende med en nedgang i den danske økonomi.

»Det her er et alvorligt tilbageslag. Hvor meget nedlukningen i de nordjyske kommuner præcist vil betyde er svært at vurdere. En del kan arbejde hjemmefra, men man skal ikke undervurdere den frygt og usikkerhed, som den muterede virus kan skabe i hele landet,« siger Erik Bjørsted, der er cheføkonom i AE og tilføjer:

»Ét er lokale nedlukninger, men frygten for at blive smittet af en virus, som så oveni købet er muteret, vil få os til at ændre adfærd og i højere grad blive hjemme

Cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen fremhæver, at lukningen af minkbranchen vil få betydning for vores eksport og i sidste ende også for Danmarks BNP.

»Det er et vigtigt erhverv, man skærer livlinen over til. Man kan indføre hjælpepakker og kompensation til virksomhederne, men det skaber ikke nye eksportindtægter,« siger han.