Nationalbanken følger trop og hæver renten. Det er »ret heftigt«

Renteknappen gløder hos Danmarks Nationalbank, der netop har sat indskudsbevisrenten op på det højeste niveau siden 2009. Økonomer tror, at toppen er nået, men boligejerne må væbne sig med tålmodighed på et punkt.

Christian Kettel Thomsen, direktør i Danmarks Nationalbank, fulgte torsdag i fodsporene på Den Europæiske Centralbank (ECB). Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Helt som ventet fulgte Danmarks Nationalbank efter Den Europæiske Centralbank, ECB. Nationalbanken har netop meddelt, at indskudsbevisrenten bliver sat op med 0,25 procentpoint fra 3,35 procent til 3,6 procent.

Nationalbankens udlånsrente bliver sat op fra 3,5 procent til 3,75 procent.

Dermed er den danske rente fortsat 0,40 procentpoint lavere end ECBs, hvilket er rentespændet. Rentestigningen kommer efter, at ECB tidligere torsdag meddelte, at indlånsrenten for euroområdet bliver sat op fra 3,75 procent til fire procent.

Renteforhøjelsen fra Nationalbanken sker af hensyn til vores fastkurspolitik over for euroen.

»Renteknappen gløder hos Nationalbanken. I over et år har Nationalbanken trykket på knappen, hver eneste gang ECB har gjort det. Og i dag er ingen undtagelse. Det her markerer den 10. renteforhøjelse i træk. Det er ret heftigt,« skriver cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre i en kommentar og tilføjer så en mere glædelig nyhed til danskerne.

»Vi tror dog på, at det her er den sidste for denne omgang,« skriver han videre.

Jeppe Juul Borre påpeger, at med forhøjelsen er indskudsbevisrenten kommet op på det højeste niveau siden 2009. For lidt over et år siden var renten på minus 0,6 procent.

Står på rentetoppen

Hos Nykredit er cheføkonom Palle Sørensen bestemt heller ikke overrasket over den nye rente fra Nationalbanken.

Han bemærker, at der har været ro om kronen hele foråret, og derfor har Nationalbanken ikke haft behov for at intervenere i valutamarkedet siden i vinter.

»Siden den seneste spændudvidelse har kronen da også handlet relativt langt fra de historiske interventionsniveauer. Det er således på ingen måde overraskende, at Nationalbanken følger ECB én til én,« skriver Palle Sørensen i en kommentar.

Flere økonomer lægger vægt på, at rentestigningen fra ECB blev fulgt af nogle lidt mildere budskaber om kommende rentestigninger fra Christine Lagarde, der er chef for ECB.

Det bliver tolket derhen, at det kan være sidste gang i denne omgang, at ECB satte renten op. 

Palle Sørensen mener, at det samme kommer til at ske med den danske rente. Med andre ord tror han ikke på, at der kommer en selvstændig dansk renteændring i den kommende tid.

»Vi tror samtidig, at Nationalbanken vil bevare det nuværende spænd til ECB det kommende halvandet års tid, så vi står formentlig på rentetoppen i denne omgang,« skriver Palle Sørensen, der dog også kommer med en lidt mere kedelig nyhed til boligejerne.

»Danskerne skal formentlig væbne sig med tålmodighed, før styringsrenten begynder at kravle nedad igen. Vores bedste bud er, at det først sker til næste sommer,« skriver Palle Sørensen.

Med styringsrenten mener han renten fra ECB, der er den afgørende for renten på de kortfristede danske boliglån.