Momsgæld kommer bag på iværksættere: »Hun deler skæbne med rigtig mange«

Som iværksætter misforstod Anne-Sofie Gade Moll momsreglerne. Det kostede hende en momsgæld på 60.000 kroner. Hun blev først opmærksom på gælden flere år senere, og da var det for sent at gøre skaden god igen. Ifølge skattekonsulent Henning Boye Hansen havner mange iværksættere i den situation. Han kritiserer Skat for mangelfuld kommunikation. Skat er »opmærksom på, at der kan være meget at holde styr på, når man starter virksomhed«.

Anne-Sofie Gade Moll startede sit første iværksættereventyr i 2013. Få år senere stod hun med en momsgæld på 60.000 kroner. Thomas Lekfeldt

En god idé blev forvandlet til et iværksættereventyr for folkeskolelæreren Anne-Sofie Gade Moll, der med sin virksomhed Tankepatruljen formidlede Søren Kierkegaards tanker og liv til 400 børn rundt om i København i perioden 2013 til 2015.

Eventyret skulle dog vise sig at blive et mareridt, da Anne-Sofie Gade Moll ved et tilfælde finder ud af, at hun har en momsgæld på 71.000 kroner, tre år efter at hun har lukket sin virksomhed.