Masser af støj, men det går fortsat fint i amerikansk økonomi

Amerikansk økonomi bliver ved med at skabe mange nye job, og ledigheden faldt i september til det laveste siden 1969. Frygten for en forestående recession er derfor overdreven. Det betyder også, at dilemmaet for den amerikanske centralbank er intakt: Skal man følge mavefornemmelsen og holde renterne uændrede i slutningen af oktober eller give præsident Trump den ønskede rentenedsættelse?

Beskæftigelsen i amerikanske industrivirksomheder vokser ikke længere som følge af handelskrigen med Kina. Men forbrugerne har det godt, og servicesektoren er fortsat en vækstdynamo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeff Kowalsky/AFP/Ritzau Scanpix

Er USA på vej i recession eller ej?

Det er det helt afgørende spørgsmål for de finansielle markeder – og virksomheder verden over. Det er også, hvad centralbankens økonomer og ledelse overvejer i disse uger op til det næste møde i slutningen af oktober. Centralbankchef Powell har gjort det klart, at der ikke kommer flere rentenedsættelser – medmindre den økonomiske situation bliver markant forværret.

Der er her, at juryen fortsat voterer. På den ene side viser New York Federal Reserves recessions-indikator, at risikoen for recession nu er på samme niveau som i 2008. På den anden side viser en opgørelse fra Citibank, at nøgletallene for amerikansk økonomi har overrasket positivt siden begyndelsen af september.

Problemet er, at amerikansk økonomi kører i forskellige tempi. Det har den i øvrigt gjort gennem hele opsvinget: Glade forbrugere på samme tid som nedtur i olieindustrien. Glade eksportvirksomheder på samme tid som nedtur på boligmarkedet. Skidt boligmarked på samme tid som glade forbrugere – en kombination, der »normalt« betragtes som udelukket i amerikansk økonomi.

Samtidig har finanspolitikken været rekordstram med den laveste vækst i den offentlige efterspørgsel siden Koreakrigen.

USA har således ikke på noget tidspunkt haft gang i alle motorer på samme tid, og resultatet er et overordnet moderat vækstspor med usædvanlig stabil fremgang.

Det går godt

Der er fuld fart på den motor, som hedder privatforbrug, drevet af flot fremgang i de disponible indkomster og voksende beskæftigelse. Husholdningernes opsparinger og nettoformuer er høje. Vurderingen af situationen på arbejdsmarkedet og den økonomiske tilstand her og nu er tæt på det højeste siden 2000.

Jobmarkedet fortsætter med at spænde et sikkerhedsnet ud under husholdningerne. Der blev skabt 136.000 nye job i september, og samtidig blev jobskabelsen i august kraftigt opjusteret.

Men jobmarkedet understreger også den ændrede vækstdynamik i økonomien: Beskæftigelsen i det offentlige og den private servicesektor steg pænt, mens byggeri og industri ikke bidrog. Arbejdsløsheden faldt samtidig til det laveste niveau i 50 år. Lønvæksten aftog en anelse fra 3,2 pct. til 2,9 pct., men det er fortsat nok til at sikre en pæn fremgang i reallønnen.

Boligmarkedet har også på det seneste vist nye livstegn, efter at boliginvesteringer er faldet siden udgangen af 2017. Det er de lavere renter, der har sat gang i både byggeri og bolighandel. Det betyder også, at recessionsmodeller for USA, der primært bygger på signaler fra boligmarkedet pludselig har fået det bedre.

Det går skidt

Omvendt er der også sorte pletter på landkortet. De mindre olieproducenter, der dominerer i skiferolieindustrien, har en høj gældsætning og er derfor blevet ramt af moderate oliepriser og en periode med høje renter.

Olieinvesteringer er nu faldende. Det samme er erhvervsbyggeriet, hvilket i høj grad skyldes et kollaps i byggeaktiviteten i detailsektoren, der kun er overgået af selve finanskrisen. Det er strukturelt og ikke konjunkturelt.

Desuden er de store eksportvirksomheder inden for industrien hårdt ramt af handelskrigen med Kina. Stigende priser på halvfabrikata presser indtjeningen, og den globale optimisme er også i kulkælderen.

Den vigtige indikator for tilstanden i de store industrivirksomheder (ISM) faldt i september til det laveste siden 2009. Men to gange siden finanskrisen har ISM befundet sig nogenlunde på tilsvarende niveau – og går man endnu længere tilbage i tiden, skal ISM langt under en værdi på 45, før industrien kan trække hele økonomien i minus. ISM var i september på 47,8.

Hvad der yderligere gav næring til den sorte pensel, var et stort fald i optimismen i servicevirksomhederne i september. Men indekset peger fortsat mod fremgang i aktiviteten – og er milevidt fra niveauer, der tidligere har peget mod recession.

Hvad sker der så?

Forskellen mellem de korte og lange renter i de finansielle markeder er blevet udråbt til Oraklet i Delfi i forhold til at forudsige en recession. Er de lange renter lave i forhold til de korte renter, skulle den være sikker: Recessionen står for døren.

Man glemmer dog at se på niveauet for renten; tidligere har denne rentesituation været forbundet med en høj realrente. Nu er realrenten let negativ. Desuden glemmer man, at centralbankernes opkøbsprogram har presset de lange renter nedad globalt. Signalerne fra rentemarkedet er derfor forvrængede. Det er også en vigtig faktor, at finanspolitikken faktisk er ved at blive understøttende for væksten.

Det er disse brikker i puslespillet, som Federal Reserve forsøger at lægge. Skal man sætte renten ned, må vurderingen af de økonomiske udsigter også nedjusteres. Så rammer man midt ind i præsident Trumps økonomiske fortælling. Holder man renten uforandret, vil aktiemarkedet blive ramt og Det Hvide Hus gå Twitter-amok.

Jobrapporten for september har lagt et lod i vægtskålen for uforandrede renter.

Det er primært det videre forløb i handelskrigen med Kina og nu også EU, der afgør retningen i amerikansk økonomi.

Hvis en optrapning i begge konflikter kan undgås, er der intet i vejen for, at forbrugerne og den offentlige sektor vil blive ved med at drive økonomien fremad. Hvis der kommer straftold på biler og forbrugsvarer fra Kina, vil USA højst sandsynligt stå over for en større økonomisk nedtur. Det er den afvejning, som præsident Trump skal huske, når han sidder klar ved Twitter-tasterne. Erhvervslivet holder vejret imens.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør