Fuld fart på de asiatiske markeder får Legos øverste chef til at fastslå, at den danske legetøjsgigant skal etablere egne fabrikker i regionen. »Jeg tør godt sige, at med den vækst Lego har haft gennem en årrække i Asien, så kommer der Lego-fabrikker i Asien. Det er helt sikkert. Vi kan ikke blive ved med at producere i Europa og Nordamerika for at sende varerne til Asien og sælge dem der,« siger Legos topchef, Jørgen Vig Knudstorp, til Berlingske Business. Foruden stærkt stigende efterspørgsel på Lego-klodser i asiatiske lande er det udsigter til yderligere milliardresultater, som får koncernchefen til at planlægge egne fabrikker i Asien. I går leverede koncernen et halvårsregnskab, der var langt bedre end de øvrige to store spillere på det globale legetøjsmarked, nemlig Mattel og Hasbro. »Vores vækst er helt i særklasse i branchen. Vores to store konkurrenter på verdensplan er stort set ikke vokset i første halvår,« lyder det fra Jørgen Vig Knudstorp. Mens konkurrenterne har stået i stampe i første halvår af 2012, har Lego forbedret omsætningen med 24 procent fra 7,4 mia. til 9,1 mia. kroner og styrket driftsindtjeningen med 42 procent fra 2,0 mia. til 2,9 mia. kroner.

Ønsker geninvesteringer

En stor del af de milliarder, der vælter ind i Legos pengetank, skal investeres i nye produktionsfaciliteter, bebuder topchefen. »Det er ikke vores ambition at vokse på bundlinjen dobbelt så hurtigt som på toplinjen. Vi vil gerne geninvestere i virksomheden,« siger han. Lego ønsker ikke at oplyse specifikke markedstal, men ifølge Berlingske Business’ oplysninger vokser Legos asiatiske markeder til at udgøre mindst ti procent af Legos globale omsætning i år. Tidligere har topchefen udtalt, at Asien kan komme til at udgøre en tredjedel af omsætningen, og det bekræftede han i går ved at fastslå, at »regionen skal blive et kernemarked for koncernen på linje med Europa og USA«. For at det kan ske, skal Lego have produktion tættere på det asiatiske marked modsat i dag, hvor Legos fabrikker er placeret i Danmark, Mexico og Tjekkiet. Jagten på den optimale placering af fabrikkerne er indledt for kort tid siden. »Vi har teams ude at besøge borgmestre, byer og forskellige asiatiske lande for at samle data ind, så vi kan få truffet den her beslutning,« siger Knudstorp. Åbningen af fabrikker er en langstrakt proces, men den er i fuld gang, understreger topchefen. »Det første, vi gør, er, at vi udbygger distributionen og laver distributionscentre. Så kigger vi på pakkeriet, og det regner vi med at træffe beslutning om inden for det næste halve års tid. Først senere kigger vi på den øvrige del af kæden,« siger han med henvisning til blandt andet plaststøberierne, som spytter Legos godt 40 mia. nye klodser ud om året.

Flere fabrikker på tegnebrættet

Da Asien ifølge Knudstorp er et marked, der er særdeles forskelligt fra område til område og land til land, vil én kæmpe Lego-fabrik ikke kunne gøre det alene. Derimod vil der blive bygget flere Lego-fabrikker i Asien placeret forskellige steder i regionen. Præcis, hvor de skal ligge, undersøger han i øjeblikket. »Det bliver et sted i det nordøstlige Asien formentlig. I vores verden vejer Japan, Sydkorea, Thailand, Malaysia og i særdeleshed Kina tungt. Derfor kommer vores anlæg formentlig til at ligge i nogle af de lande,« siger Knudstorp. Mange forskellige forhold spiller ind i Legos valg af fabrikslande, understreger topchefen (se bl.a. artiklen herunder om Kina, red.). »Det er klart, at vi kigger på lønniveauet, men vi kigger også på kvaliteten af arbejdskraften. Vi skal have ret dygtige produktionsfolk. Selv på gulvet. For vi kører med få ledere og selvstyrende teams. Så uddannelsesniveau og kulturel indstilling er utrolig vigtigt. Tilmed er sproget, infrastruktur og transport af stor vigtighed, når vi skal vælge. For vi kan godt lide at flytte medarbejdere rundt i verden. Så det skal der være mulighed for.«