Lego tvivler på Kina
Lego overvejer at forbigå Kina, når koncernen snart skal åbne sine første store fabrikker i Asien. Varemærke-snyd og valutamanipulation er årsagen.
Lego overvejer at forbigå Kina, når koncernen snart skal åbne sine første store fabrikker i Asien. Varemærke-snyd og valutamanipulation er årsagen.
Valutamanipulation og omfattende varemærkemisbrug er i dag så stort et problem i Kina, at Lego er nervøs ved at åbne fabrikker i landet, der i årtier ellers har været kendt som verdens mest attraktive produktionsland. Problemerne ved at have fabrikker i Kina er så store, at landet efter stor sandsynlighed bliver forbigået, når Lego snart bygger egne fabrikker i Asien. To specifikke forhold bekymrer Legos topchef Jørgen Vig Knudstorp. »De grundlæggende love til at beskytte varemærker og rettigheder er for så vidt gode nok i Kina. Men der er stor forskel på lovgivningen og håndhævelsen af lovgivningen. Sidstnævnte bekymrer os. Det er fantastisk svært at gå i retten i Kina. Vi har prøvet det,« siger han. Samtidig er Kina blevet beskyldt for at holde den kinesiske valuta på et kunstigt lavt niveau for at fremme landets konkurrenceevne. Legos topchef er bekymret for, at valutaen vil stige igen de kommende år og derved gøre det dyrere for Lego at producere i Kina. »Der kan være den valutamæssige risiko, som kan være ganske betydelig, hvis vi vælger Kina,« siger Jørgen Vig Knudstorp. Diskussionen om at åbne Lego-fabrikker i Kina er blevet aktuel, efter at legetøjskoncernen fra Billund har præsteret en overraskende positiv vækst i Asien. Hvis ikke Kina bliver fundet egnet til Lego-fabrikkerne, vil Lego bygge dem i nærliggende asiatiske lande, fastslår topchefen.