Juleindkøbene kan nu klares endnu billigere – hvis du tager et smut over Øresund vel at mærke.
Den svenske krone er nemlig en uønsket vare blandt investorerne, hvilket har sendt valutaen ned til sit laveste niveau siden slut oktober. Valuaten er onsdag dalet 0,8 pct. til 72 øre, efter inflationstal fra Sverige viste, at prisudviklingen i det svenske ikke var helt så stærk som forventet i november.
Kerneinflationen var 1,4 pct. i sidste måned, væsentlig under de 1,7 pct. som Riksbanken havde forventet.
Den slags inflationsdata er vigtige for den svenske centralbank, og alle andre centralbanker for den sags skyld, fordi de er et pejlemærke i forhold til, hvornår det giver mening at hæve renten. Der har særligt været fokus på novembertallene, fordi Riksbanken har hintet, at den vil hæve renten enten ved sit rentemøde i næste uge eller i februar.
»Med dagens inflationstal in mente er det blevet mere sandsynligt, at renteforhøjelsen bliver udskudt, og derfor reagerer investorerne ved at svække den svenske krone. Vi fastholder vores forventning om, at renten bliver hævet, men usikkerheden er blevet endnu større efter dagens tal,« siger Søren V. Kristensen, makroøkonom i Sydbank, i en kommentar.
Ligesom andre globale centralbanker sænkede Riksbanken renten drastisk i kølvandet på finanskrisen, og den ledende rente har siden 2016 stået i minus 0,5 pct. – det laveste niveau nogensinde. Men i september sagde rentesætterne, at de var klar til at hæve renten til minus 0,25 pct. henover vinteren som reaktion på en stærkere økonomi.
Forventningen om en strammere pengepolitik er dog ikke smittet af på den svenske valuta.
Kronen faldt i august under 70 øre - det laveste niveau i ni år – på grund af usikkerhed omkring det svenske valg og tegn på afmatning i boligmarkedet. Sverige er et af Danmarks største eksportmarkeder, så en svækket krone gør ondt på virksomheder, der sælger deres varer til nabolandet.
I 2013 blev den svenske krone handlet lige under 90 øre, hvilket betyder, at den er dykket 20 pct. på bare tre år.