Kun to ud af 65 mia. kr. er udbetalt: Hjælpeordning er »tæt på illusorisk«
Der er afsat 65,3 mia. kr. til, at virksomheder kan få dækket deres omkostninger under coronapandemien. Nye tal viser, at der indtil videre kun er udbetalt to mia. kr. Det møder kritik, og en revisor kalder blandt andet hjælpeordningen »tæt på illusorisk«.
Søren Kaas, som ejer hotellerne Ansgar og Saga på Vesterbro i København, søgte 16. april om at få godtgjort faste omkostninger for omkring to mio. kr. Han har endnu ikke fået svar på sin ansøgning. Thomas Lekfeldt
For at holde hånden under de mange danske virksomheder, som taber stort på coronakrisen, er der afsat 65,3 mia. kr. til at dække en stribe faste omkostninger.
At der kun er udbetalt omkring tre procent af det beløb, som er blevet øremærket til formålet, møder en del kritik, blandt andet fra revisionsfirmaet Crowe. Firmaet har hjulpet 30 virksomheder med at søge, og tirsdag havde kun fem af dem modtaget pengene.
»Lige nu er ordningen tæt på at være illusorisk for mange virksomheder, og forsinkelsen kan desværre få fatale konsekvenser for nogle af dem. Samtidig mister ordningen meget af sin samfundsmæssige betydning. Den skulle jo holde hjulene i gang, men lige nu er virkeligheden, at mange virksomheder ikke kan betale deres leverandører,« siger partner i Crowe Søren Jonassen til Børsen.
Hotelejer venter stadig
Blandt de brancher, som har sendt flest ansøgninger af sted, er hotel- og restaurationsbranchen, der tegner sig for 1.950 af de 7.143 ansøgninger. I alt har hoteller og restauranter fået udbetalt godt 709 mio. kr., viser Erhvervsstyrelsens opgørelse pr. 23. juni.
Det gælder dog ikke Søren Kaas, som ejer de to københavnske hoteller Saga og Ansgar. Som tidligere beskrevet i Berlingske er han hårdt ramt af coronakrisen, da der blandt andet bliver ophobet gæld for at dække de faste omkostninger. Derfor har han ansøgt om at få godtgørelse gennem ordningen.
Dansk Erhverv påpeger, at ordningen er for svær at administrere for både ministeriet og virksomhederne, som blandt andet kan søge om at få godtgjort faste udgifter som husleje, renteudgifter og uopsigelige kontraktbundne udgifter, hvis virksomhederne har en stor omsætningsnedgang. Også i Venstre og de Konservative undrer man sig over, hvorfor der ikke er udbetalt mere.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) henviser i et skriftligt svar til Børsen til, at det tager tid at søge, da virksomhederne først skal forbi deres revisor.
Del:
Andre læser også
Business
Især arbejdspladser i hovedstadsområdet har brugt lønkompensation
Kommentatorer
Nedlukningen har været kostbar, forkert politik kan gøre det værre
Kultur
Lucas Johansson er direktør for et af Danmarks mest kendte hoteller. Han udtaler sig sjældent, men nu er der brug for det