Kan vi drunkne i gæld? Verdens gæld bliver banket yderligere i vejret

De seneste opgørelser over verdens gældsbjerge tegner et uhyggeligt billede af situationen på vej ind i coronakrisen. Nu står gælden til at eksplodere, og en række lande har allerede måttet bede om hjælp fra Den Internationale Valutafond. Det øger risikoen for den globale finansielle stabilitet.

Verdens samlede gæld vil eksplodere i år som følge af coronakrisen. I forvejen var en lang række mindre udviklede lande i store finansielle problemer, og der er overhængende risiko for, at flere vil følge Argentina i statsbankerot. Agustin Marcarian/Reuters/Ritzau Scanpix

Er gæld et problem? Det spørgsmål var relevant for et par uger siden, men er nu kravlet helt til tops på den internationale dagsorden. For der vil i år blive udstedt gæld som aldrig før som følge af coronapandemiens nedlukninger og den medfølgende dybe recession.

I sin store månedlige gældsrapport har Institute of International Finance (IIF) i Washington opgjort, at verdens lande i marts bruttoudstedte historisk meget gæld: 2.100 milliarder dollar eller over 14.000 milliarder kroner blev det til. Det var, før de store hjælpepakker for alvor blev rullet ud. IIF har regnet sig frem til, at verdens gæld under moderate antagelser risikerer at stige fra 322 pct. af globalt BNP til 342 pct. ved udgangen af året.