Italien: En ulykke kommer sjældent alene

Italien er lukket ned for at bekæmpe det eksplosive udbrud af coronavirus. Alle ressourcer skal rettes i den retning, men regningen bliver enorm. Og Den Europæiske Centralbank har spillet bolden tilbage til politikerne.

Italien er midt i sin værste krise i fredstid, og landet er lukket ned. Prioriteringen skal være på at bekæmpe sygdommen og redde erhvervslivet, men der venter en regning på den anden side. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ord kan flytte bjerge. Ord kan redde lande. Og ord kan gøre rigtigt ondt. Da Den Europæiske Centralbank Bank, ECBs, daværende chef Mario Draghi i 2012 erklærede, at ECB ville gøre »whatever it takes« for at redde euroen, var det præcis, hvad der skete.

Det hører dog med til historien, at intet land vandt mere på Drahgis løfte end hans eget hjemland, Italien. Det hører også med til historien, at ECBs pengepolitik i de efterfølgende år med negative renter og store opkøb af statsobligationer mere og mere åbenlyst har været rettet mod at holde Italien flydende og ikke indrettet på den samlede økonomiske situation i euroområdet. Og at Italien ikke har brugt de lavere renter til at gennemføre nødvendige økonomiske reformer.

ECB kan ikke gøre mere

Spol frem til torsdag 12. marts 2020, hvor Europa er konfronteret med den største udfordring for vores civilsamfund siden Anden Verdenskrig, og hvor intet land er mere udfordret end Italien.

Den italienske regering har allerede udtrykt sin utilfredshed med den manglede solidaritet fra de andre EU-lande. Det er Kina og ikke de europæiske naboer, der har sendt hjælp til at lindre en næsten håbløs situation.

Regeringen havde regnet med, at den gode ven i Frankfurt, der i forvejen ejer 17 pct. af Italiens statsgæld, ville komme med en hjælpende hånd. Især fordi ECBs nuværende chef, Christine Lagarde, har lagt vægt på, at vi står over for noget, der kan blive lige så slemt som finanskrisen. Dengang skrumpede Italiens økonomi med 7,5 pct. på lidt over et år.

Men ECB leverede ikke på torsdagens møde. Der kom en begavet plan for at støtte bankerne og ikke mindst små og mellemstore virksomheder, der også vil gavne Italien. Og måske især Italien, hvor erhvervslivet er domineret af mindre virksomheder. Men der var ingen særskilt hjælp til den italienske stat. Og for at gøre ondt værre sagde Lagarde, at det ikke var ECBs opgave at »holde rentespændet nede«. Altså, at det ikke er ECBs opgave at forhindre italienske renter i at stige. Hvilket så var præcis, hvad de gjorde.

ECB udløste ikke bare store fald i aktiemarkederne og stigende renter i Italien. Lagarde måtte også indkassere en røffel fra den italienske regering. Premierminister Giuseppe Conte udsendte en erklæring om, at »centralbankens opgave ikke burde være at hindre, men at hjælpe sådanne tiltag (for at redde Italien, red.) ved at skabe favorable finansielle rammer«. Altså at holde italienske renter nede. Conte tilføjede, at vi »forventer politikker og tiltag fra centralbanken og alle europæiske institutioner, der matcher de udfordringer, som vi står overfor«.

Lagarde har forsøgt at glatte ud i efterfølgende interview, hvilket de finansielle markeder har taget til sig. Men katten er ude af sækken. For den ubehagelige sandhed er, at Italiens statsfinanser allerede var på faretruende kurs før coronakrisen.

EU har endelig fået svunget sig op til at give kraftig verbal støtte og har lovet, at man vil være fleksibel i forhold til finanspolitiske regler – og midlertidigt se lempeligt på regler om statsstøtte.

Det ser ikke godt ud

Det ændrer dog ikke på, at statsgælden allerede før coronaudbruddet var vokset til astronomiske 2.400 mia. euro eller 136 pct. af BNP. Regeringen bestående af centrum-venstre partiet PD og M5S-bevægelsen havde ikke et program for, hvordan statsfinanserne kunne genoprettes gennem højere vækst. Italiensk økonomi er vokset med bare 0,4 pct. om året i gennemsnit mellem 2000 og 2019. Til sammenligning var væksten i Danmark 1,3 pct. om året og i euroområdet som helhed 1,4 pct. Italien var igen på kanten af recession – før coronavirussen eksploderede.

Italien skal lige nu bruge alle ressourcer på at overvinde den historiske sundhedskrise og samtidig holde erhvervslivet flydende. Koste, hvad det vil. Der er allerede annonceret hjælpepakker, der i de kommende dage og uger vil blive forøget; ikke mindst fordi den italienske oppositionsleder, højrepopulisten Matteo Salvini, har krævet 50 mia. euro til at støtte økonomien.

Mens der ikke skal være tvivl om prioriteringen af den italienske indsats, ændrer det ikke på, at der er en regning, som venter forude.

Et simpelt regnestykke viser udfordringen. Antag, at den økonomiske aktivitet falder med fem procent i år, som den gjorde i 2009. Læg dertil mere stimulans og en lang række andre udgifter for staten til at inddæmme og bekæmpe virussen. Og et stort fald i statens indtægter som følge af faldet i den indenlandske aktivitet. Så kommer underskuddet på de offentlige finanser i år op på seks procent af BNP. Men det betyder også, at gælden hopper til i nærheden af 150 pct. af BNP. Dermed rykker Italien tættere på Grækenland og endnu længere væk fra de øvrige eurolande.

Det er her, at holdbarheden i den italienske samfundsmodel endnu en gang bliver trukket frem i lyset, efter at analytikere og finansielle markeder har brugt det seneste par år på at stikke hovedet i busken og lade som om, at alt er godt. Og det er derfor, at Rom ville have ECB til at købe italienske statsobligationer med arme og ben.

Italien var på en faretruende kurs før coronakrisen og vil være det endnu mere på den anden side. Det kan meget vel blive Europas største tømmermænd efter coronakrisen. Er vi klar til at håndtere en økonomi, der ikke kan vokse, og som har en gigantisk gæld? Det kan blive en hjælpepakke af historiske dimensioner. Måske var det den virkelighed, Christine Lagarde lidt kluntet forsøgte at få de europæiske politikere til at forholde sig til.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør