Analyse: ECB er kreativ, men politikerne skal redde europæisk økonomi

ECB sendte torsdag et stærkt signal om, at renten i euroområdet har nået bunden. Der var ingen rentenedsættelser på programmet, men en række tiltag for at støtte bankernes udlån til virksomhederne. Men bolden ligger hos finanspolitikken.

ECB-chefen Christine Lagarde understregede på et pressemøde, at regeringerne må træde i karakter og sørge for en »ambitiøs og koordineret indsats« for at afværge krisen i kølvandet på coronaudbruddet. Armando Babani/EPA/Ritzau Scanpix

Så kom Den Europæiske Centralbank, ECB, på banen med hjælp til europæisk økonomi. Ganske som forventet var det en pakke, der kan være svær at forklare, uden at det bliver vanvittigt teknisk om lange likviditetstildelinger, belåningsgrader og sikkerhedsstillelse.

Det er ikke det samme, som at ECB ikke gjorde noget. Men den sædvanlige overskrift om, at »renten sættes ned«, giver ikke mening, når renten i forvejen er negativ. Ved at holde renten på minus 0,5 procent slog ECB torsdag fast med syvtommersøm, at rentenedsættelser ikke længere er et effektivt pengepolitisk værktøj. Det viser også, at den igangværende evaluering af pengepolitikken vil munde ud i en proces, hvor renten langsomt løftes op på nul. Men det er først i 2021.