Svenske boligkøbere kan se frem til, at det bliver nemmere at låne penge til at købe ejendom med.
Men det er der ikke udsigt til for danske boligkøbere.
Nationalbankdirektør Ulrik Nødgaard mener ikke, at danske regler skal lempes. Det siger han til Børsen.
»I årene efter finanskrisen og frem mod 2020 indførte vi i Danmark forskellige låneregler med henblik på at gøre belåningen af ejerboliger mere robust. Disse regler har vist deres værdi i kølvandet på de senere års renteforhøjelser, hvor boligmarkedet og boligejerne har klaret sig fornuftigt igennem, blandt andet fordi reglerne har mindsket husholdningernes gearing og rentefølsomhed,« siger Ulrik Nødgaard til avisen.
I Sverige har en ekspertgruppe tidligere i år anbefalet, at der lempes for reglerne for boliglån for at få gang i det svenske boligmarked – særligt med henblik på at hjælpe førstegangskøbere.

Det sker, fordi stigende renter har gjort boligfinansiering dyrere.
For boligkøbere betyder det blandt andet, at det i dag oftest er de højere renteudgifter, snarere end lånereglerne, der afgør, hvor meget der lånes.
Det understregede Nationalbanken i en analyse i foråret, der noterede, at de danske låneregler typisk er begrænsende for boligkøberne, når renteniveauet er lavt.
Det skyldes blandt andet, at de danske låneregler sætter et loft for, hvor mange penge boligkøberne kan låne i forhold til deres indtægt, den såkaldte gældsfaktor.
Udfordret svensk økonomi
Ifølge den svenske tv-station SVT er der i Sverige nu en forventning om, at låneloftet bliver hævet fra 85 til 90 procent, og at boligkøbere i fremtiden må låne fem en halv gang deres husstandsindkomst. Oven i det er der planer om, at reglerne for, hvornår der skal betales afdrag på boliglån, bliver reduceret.
Baggrunden er, at svensk økonomi er hårdt ramt af stigende inflation og stigende renter.
I Sverige steg forbrugerpriserne med 5,9 procent sidste år. I Danmark steg de med 3,4 procent.
Samtidig har de svenske lønmodtagere fået mindre lønstigninger end i Danmark.
Imidlertid står de danske boligpriser til at stige over de kommende to år.
Men det bliver ikke en markant stigning, vurderede Nationalbanken i september i sin seneste analyse af Danmarks økonomi.
Helt præcist forventer banken en stigning i boligpriserne på 3,2 procent i 2025 og 2026.