I 2022 vil de danske ledige ikke engang kunne fylde Wembley Stadion i London – »Det siger lidt om, hvor ekstremt det bliver«

2022 bliver for alvor de danske lønmodtageres år med masser af job, men den gode udvikling rummer også et stort faremoment. Der er én ting, vi absolut skal undgå i dette opsving, påpeger økonomer.

Der kan sidde 90.000 personer på det berømte Wembley Stadion i London. Til næste år vil det samlede antal ledige i Danmark ikke engang kunne fylde det berømte stadion. Ifølge regeringens prognose vil ledigheden herhjemme komme ned på 2,4 procent, hvilket svarer til 77.000 personer i 2022 og 2024. Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Jobvæksten i Danmark slog alle forventninger i år, og beskæftigelsen er allerede markant højere end før coronatiden. Virksomhederne skriger på alle former for arbejdskraft.

Det åbner for, at 2022 kan blive lidt af et jubelår for de danske lønmodtagere, der ikke kun kan vælge og vrage, men også har en meget bedre forhandlingsevne end i mange år, når der skal diskuteres løn.