Højere renter er en god ting. Det er et budskab, der endnu ikke har vundet indpas i Europa

Inflationen banker i vejret som følge af højere råvarepriser, transportomkostninger og som led i genåbningen. Det store spørgsmål er, om det er et midlertidigt løft, der stjæler lidt købekraft, eller om det er første runde i en ny økonomisk dynamik, hvor der er lidt højere inflation og lønvækst, end vi har været vant til. Det håber man i Washington, mens ønskerne er mere mudrede hos Den Europæiske Centralbank. Svaret vil have stor påvirkning af alle dele af vores privatøkonomi.

USAs finansminister, Janet Yellen, er en af verdens mest magtfulde kvinder, og hun har rigtig godt fat om dine boligrenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Leal-Olivas
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du ikke bryder dig om højere renter, skal du frygte en 74-årig amerikansk kvinde, der godt nok kun rager 1,60 meter op i landskabet, men som tårner over verdensøkonomien og de finansielle markeder. Navnet er Yellen. Janet Yellen. Som USAs finansminister er hun en af verdens mest magtfulde kvinder.

Men lige når det gælder renterne, er det faktisk Yellens fortid, der giver hende en særlig vægt. Yellen er tidligere chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Hun stod i spidsen for afviklingen af USAs kriseberedskab efter finanskrisen. Yellen kan tale ethvert rum i søvn, hvilket var præcis de kvaliteter, der var brug for. Verdenshistoriens dengang største pengepolitiske eksperiment blev håndteret uden drama og uden rystelser i de finansielle markeder.

Nu står Yellen som styrmand i forsøget på at få præsident Joe Bidens store planer ført ud i livet. Det er investeringer i infrastruktur, plejesektoren og senere også en lang række initiativer, som herhjemme vil falde under velfærdsstaten. Det er milliarder af dollar, der bliver pumpet ud i økonomien. Selvom det er delvist finansieret, vil pakkerne kunne løfte en i forvejen høj amerikansk vækst. Derfor rumler det nu blandt økonomer, om det hele vil drukne i mangel på arbejdskraft, overophedning og inflation.

Men Yellen ser slet ikke på det sådan. Og det er derfor, at danske boligejere skal høre ekstra meget efter, når Yellen går på talerstolen. Yellen afviser nemlig ikke, at pakkerne vil føre til inflation. Hun byder muligheden velkommen.

I forbindelse med G7-finansministermødet var Janet Yellen med sin dobbelterfaring fra finansministeriet og centralbanken klar i mælet: »Vi har i mere end et årti kæmpet mod en inflation, der er for lav, og renter, der er for lave. Vi vil have renter tilbage til et mere normalt leje.« Derfor er det helt fint, hvis investeringspakkerne hjælper med det: »Så det er ikke en dårlig ting; det er en god ting.«

Altså mere inflation og højere renter. Det er man sådan set ikke uenig i hos Den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt. Her har man kæmpet mod et fravær af inflation i et årti med blandt andet negative renter. Faktisk satte ECB under ledelse af den nuværende italienske premierminister, Mario Draghi, turbo på pengepolitikken, lige før coronakrisen torpederede verdensøkonomien, selvom arbejdsløsheden i euroområdet på det tidspunkt var tæt på det laveste i euroens historie.

Helt centralt i centralbankernes famlen efter inflation er en dynamik, der ikke er, som den »plejer«.

Det var engang så nemt at være centralbank. Når arbejdsløsheden begyndte at falde, blev der mangel på arbejdskraft, og dermed kom der et opadrettet pres på lønningerne. Højere lønninger betyder højere omkostninger, som blev sendt videre til forbrugerne, og dermed kom der inflation. Altså gjaldt det om at sætte fut i økonomien, når inflationen var for lav.

Men båndet mellem økonomisk vækst og inflation har været fraværende det seneste årti. Det skyldes blandt andet konkurrencen fra Kina og dermed, at der altid er en billig konkurrent til en europæisk producent. Det skyldes teknologiske fremskridt, hvor stadig flere sektorer udsættes for konkurrence, men også at stadig flere job kan erstattes af teknologi.

De to faktorer har tilsammen reduceret arbejdskraftens forhandlingsevne. Definitionen af »det danske arbejdsmarked« har ændret sig, fordi såvel det, som produceres, som selve produktionen nu kæmper på et internationalt marked. Er prisen for høj, så køber vi varen i udlandet, eller produktionen flyttes.

Konkurrencen fra øst

Optagelsen af Kina og Indien i den globale økonomi har især forrykket magtbalancen væk fra arbejdskraften i USA. I Vesteuropa har vi haft rigelig, billig – og veluddannet – arbejdskraft helt tæt på, og EUs udvidelse mod øst spiller en afgørende rolle i det seneste årtis udvikling i europæisk økonomi. Udvidelsen betød millioner af ledige hænder, der pludselig stod til rådighed for vesteuropæiske virksomheder. Men det betød også, at produktionen nemt kunne flyttes til et lavtlønsområde.

En anden vigtig forklaring på en ændret dynamik på arbejdsmarkedet er, at mange vesteuropæiske lande har gennemført arbejdsmarkedsreformer, der har gjort arbejdskraften mere fleksibel. Vi begyndte herhjemme allerede i 1990erne med reformer, der blandt andet indebærer en kortere periode med understøttelse i forbindelse med ledighed. Det skaber incitamenter til at tage et job. Pensionsreformer betyder, at tilbagetrækningsalderen er blevet hævet.

I mange eurolande er det blevet nemmere at afskedige medarbejdere i kriser ud fra den logik, at en arbejdsgiver har flere incitamenter til at ansætte, når man kan tilpasse arbejdsstyrken igen, når det går skidt. Det giver virksomhederne bedre muligheder for at styre deres udgifter og er et skridt i retning af vores »flexicurity«-model.

Tyskland gennemførte store arbejdsmarkeds- og socialreformer i årene før finanskrisen under den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder, de såkaldte Hartz-reformer. Det har i løbet af et årti fuldstændig omformet det tyske samfund, og tyske kvinder har nu lige så høj erhvervsdeltagelse som herhjemme. Det har været et skjult supervåben i det tyske væksteventyr, der altså ikke kun har været baseret på østarbejdskraft.

Det samlede resultat har været, at tyske lønninger slet ikke er steget på den måde, som de plejede i perioder med faldende ledighed. Det betyder, at den såkaldte strukturelle eller naturlige ledighed, hvor der opstår løninflation, er faldet og faldet. OECD har beregnet, at den naturlige ledighed i Tyskland er faldet fra ti til fire procent siden 2005. Det er langt mere, end vi har oplevet herhjemme.

ECBs chef, Christine Lagarde, brugte lang tid på torsdagens pressemøde på at forklare, hvorfor det igangværende udbrud af inflation var midlertidigt. Omdrejningspunktet i argumentationen var, at der er så rigelig arbejdskraft i euroområdet, at den højere inflation ikke ville blive oversat til højere lønstigninger.

Dermed kan ECB fortsætte med at ignorere, at inflationen i de kommende måneder vil ligge langt over ECBs målsætning om »tæt på, men under to procent«.

Er arbejdskraften så rigelig?

Men er arbejdskraften også så rigelig, som Lagarde mener? I mange af de latinske eurolande er der fortsat en kæmpe skjult reserve i kvinder uden for arbejdsmarkedet. Mange af dem har dog ikke de kvalifikationer, som er nødvendige på et moderne og vidensbaseret arbejdsmarked; det er ofte højtuddannet og faglært arbejdskraft, der bliver flaskehals i en opgangsperiode.

Der er også en anden faktor, der reducerer den tilgængelige arbejdskraft, nemlig geografi. I Italien har ledigheden i Syditalien ret stabilt været tre gange så høj som i Norditalien, både i op- og nedture. Omvendt er ledigheden i de østlige tyske delstater faldet til vesttysk niveau, omend en del af forklaringen er en stor udvandring mod vest.

Dertil kommer, at dynamikken på tværs af Europa har ændret sig det seneste årti. De østeuropæiske lande er simpelthen ikke så fattige, som de engang var. Det er en kæmpe succeshistorie, for den højere levestandard betyder, at de østeuropæiske forbrugere efterspørger flere af de dyrere varer og tjenester, som vi herhjemme har specialiseret os i.

Men det betyder også, at lønforskellen ikke længere er så stor som tidligere. Vi kan derfor ikke tiltrække den samme arbejdskraft i det igangværende opsving oven på coronakrisen til den samme løn, som vi kunne i vækstårene efter eurokrisen.

Mellem en femtedel og en fjerdedel af tyske virksomheder oplever mangel på arbejdskraft som det største problem allerede nu. Det er slet ikke et problem i de andre større eurolande endnu, men Tyskland havde også før coronakrisen en rekordlav ledighed.

Herhjemme kan vi allerede se konturerne af, hvad mangel på arbejdskraft betyder. Hvor lønningerne i service og industri stiger med lidt over to procent, er lønvæksten næsten dobbelt så høj i byggeriet, der skriger på arbejdskraft. Det er den højeste lønvækst siden boligboblen før finanskrisen.

ECB er fanget i en gældsfælde

I USA har regeringen og centralbanken overhovedet ingen problemer med, at en periode med høj vækst vil give sig udslag i højere lønstigninger og lidt mere inflation. Det er en bevidst strategi for at få en større del af den økonomiske kage fra virksomhedernes ejere til lønmodtagerne. Yellen har ingen problemer med, at renterne bliver højere end i dag. Det er mere et problem på den yderste venstrefløj, hvor argumenterne for mange dyre programmer er bygget op omkring, at renterne ville forblive ekstremt lave, og at mere gæld derfor ikke er en byrde.

I USA melder en tredjedel af små og mellemstore virksomheder, at arbejdskraft – kvalitet og pris – er deres vigtigste problem. Det er også blevet et gennemgående tema i de situationsrapporter fra erhvervslivet, som de regionale Federal Reserve-centralbanker udarbejder, den såkaldte beige book. Der er over ni millioner ledige stillinger i USA. Den faktor, der kan få ledige hænder til de ledige job er højere løn.

I Europa er man på papiret enig med amerikanerne. Men der er en gigantisk forskel i mavefornemmelsen. Hvis der er udsigt til, at inflationen mere vedvarende kryber bare en smule op, vil ECB være tvunget til at flytte sig væk fra løftet om evige køb af obligationer og ikke mindst de negative renter.

Det har man ikke lyst til, for det er netop de ekstremt lave renter, der holder de offentlige finanser i Sydeuropa flydende. ECBs tre tidligere cheføkonomer har alle advaret om denne sammenhæng.

Der er derfor, at Christine Lagarde og ECB lige nu har krydset alt, hvad krydses kan, i håbet om at dynamikken på de europæiske arbejdsmarkeder fortsat vil sikre en lav lønvækst. Så vil de kommende måneders inflation »kun« stjæle en del af husholdningernes opsparede købekraft.

For ECB bliver den store udfordring efter sommeren, hvordan man skal italesætte sin politik. Mario Draghi var nødt til at male med den store, sorte pensel for at retfærdiggøre en stimulerende politik midt i en højkonjunktur. Det er ikke sikkert, at Lagarde kan gøre det samme.

Det er ikke sådan, at ECB står over for dramatiske forandringer med meget højere renter, og måske vil man forsøge at købe sig handlefrihed ved at fifle med sin målsætning. Men vi skal vænne os til, at renter ikke kun kan falde. Dét alene kan være nok til at skabe rystelser i både renter og aktiemarked.

Det er derfor, at virksomhedernes vurdering af situationen på arbejdsmarkedet er så ekstremt vigtig. Det gælder vores fælles konkurrenceevne. Det gælder din løn og jobmuligheder. Men det drejer sig i høj grad også om gæld og renter, som vi har så rigeligt af i Europa – som stater og som boligejere.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør