Hård hund eller slendrian? Frankrigs Macron skal til eksamen hos vælgerne

Det har ikke været de nemmeste år at være fransk præsident. Coronahåndteringen har domineret store dele af valgperioden og sat den franske reformproces i stå. Nu lover Macron nye initiativer, men er det nok til at sikre Frankrigs økonomiske relevans i den globale konkurrence?

Det er nu fem år siden, at Emmanuel Macron blev valgt som Frankrigs præsident. Det er fem år, der har været præget af store og turbulente begivenheder med afgørende indflydelse på Macrons muligheder for at gennemføre den reformdagsorden, som han gik til valg på.

De seneste uger er det naturligvis mest krigen i Ukraine, der har sat dagsordenen. Før det var det to år med coronahåndtering. Men Macrons største udfordring lå faktisk endnu længere tilbage.