Europæisk optimisme i langsom bedring åbner for endnu højere renter

Den store stemningsmåling fra EU-Kommissionen viste ikke den ventede fremgang i februar, men generelt har optimismen taget pæne skridt ud af kulkælderen de seneste uger. Samtidig er det underliggende inflationspres blevet stadig mere synligt, og derfor er presset for flere renteforhøjelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB) også voksende.

Det går stille og roligt fremad med optimismen i både euroområdet og EU med små bump på vejen. Selv tysk industri ser en anelse lysere på fremtiden. Det er derfor, at der venter markante renteforhøjelser forude. Matthias Rietschel/Reuters/Ritzau Scanpix

Efter fire måneder i træk med stigninger snublede optimismen i euroområdet i februar. Tillidsbarometret ESI fra EU-Kommissionen var stort set uforandret sammenlignet med januar, men der var ventet en yderligere forbedring i lyset af endnu lavere energipriser og en generelt mere positiv stemning omkring europæisk økonomi.

Der var fald i de to største lande – Tyskland og Frankrig – men til gengæld ganske pæne hop i flere af de mindre økonomier. I Danmark faldt optimismen, og helt generelt har signalerne fra dansk erhvervsliv og forbrugere været mere deprimerende det seneste år end i euroområdet som helhed.