Med blikket rettet mod USA er EUs analytikere og politikere netop nu i gang med at analysere, hvad konsekvenserne vil være, hvis Donald Trump skulle vinde præsidentvalget i USA til november.
Det skriver mediet Bloomberg.
Analysen er igangsat, fordi europæerne under Trumps sidste valgperiode oplevede, at han satte spørgsmålstegn ved europæiske sikkerhedsgarantier og forsøgte at angribe Verdenshandelsorganisationen, WTO.
For øjeblikket planlægger Trumps team – ifølge en række Trump-allierede – en potentiel række af handlinger mod EU, som blandt andet kan omfatte:
En bred minimumstold på ti procent.
Foranstaltninger mod europæiske digitale serviceskatter, som implicit går efter amerikanske teknologigiganter, hvor de vil bruge paragraf 310 i den amerikanske handelslovgivning fra 1974.

Kaldte Bruxelles et »helvedeshul«
Da Donald Trump sidst sad i præsidentstolen, rystede han for alvor i de transatlantiske handelsforhold.
Han omtalte Bruxelles som et »helvedeshul«, jublede over Brexit og kaldte NATO »forældet«.
Han indførte straftold på europæiske varer for at fremme amerikansk produktion, blandt andet på stål (25 procent) og aluminium (ti procent).
Straftolden blev delvist suspenderet i 2021, efter at præsident Joe Biden tiltrådte.
Årsagen til straftolden var ifølge den daværende amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, at forhandlingerne med EU ikke havde medført tilfredsstillende resultater for den amerikanske regering.
Dengang var europæiske og amerikanske kommentatorer forundret over, at Trump så hårdt ønskede at angribe USAs nærmeste allierede med trusler om straftold.
En »charmeoffensiv«
Ud over en analyse af konsekvenserne af det amerikanske præsidentvalg for europæisk økonomi forsøger flere europæiske embedsmænd at bearbejde Donald Trump med en »charmeoffensiv«.
EUs nuværende handelskommissær, Valdis Dombrovskis, har også sagt til Financial Times, at EU udskyder effektueringen af straftold på whisky og motorcykler til efter det amerikanske præsidentvalg i 2024. USA har omvendt skrinlagt sin plan om straftold på stål og aluminium fra Europa.
Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, begyndte allerede at kontakte republikanere i september 2023, hvor hun rejste til Texas og Washington for at møde en række Trump-tilhængere.
Hun mener, at Europa skal være klar til at arbejde sammen med Trump, hvis han vinder valget, fortalte hun sidste år til Bloomberg.