Opdateret

Efter primærvalg tager Nevada en runde mere med caucus

Republikanerne beslutter, at de delegerede går til vinderen af caucus. Primærvalget blev dermed en formalitet.

Trump er storfavorit til at vinde torsdagens caucus i Nevada, efter at han valgt onsdagens primærvalg uden at være på stemmesedlen. (Arkivfoto). John Locher/Ritzau Scanpix

Selv om delstaten Nevada i USA allerede onsdag afholdt primærvalg, havde det ingen betydning for, hvem der bliver Republikanernes præsidentkandidat.

I stedet er det torsdagens caucus, der har betydning for valget af den republikanske præsidentkandidat.

Republikanerne i Nevada afholder både primærvalg og caucus i protest over en lov vedtaget af delstatens lovgivende forsamling, som Demokraterne har flertal i.

Loven kræver, at begge partier skal afholde primærvalg, som de lokale myndigheder står for. Men Republikanerne har sagt, at kun det caucus, som partiet selv står for at afvikle, kommer til at være af betydning.

Den tidligere amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley endte med at tabe tirsdagens republikanske primærvalg, selv om ekspræsidenten ikke stillede op.

I stedet satte et flertal af de republikanske vælgere kryds ved "ingen af disse kandidater".

Faktisk var det hele 60 procent af stemmerne, der gik til "ingen af disse kandidater". Haley modtog omkring 33 procent af stemmerne, skriver The Nevada Independent.

Selv hvis Haley havde vundet primærvalget, ville det have været symbolsk, da delstatens delegerede går til vinderen af caucusset.

Nikki Haley stiller ikke op ved torsdagens caucus, da det kun er tilladt for kandidaterne at stille op ved enten primærvalg eller caucus. Indbyggerne kan dog stemme ved begge.

Tidligere på ugen beskyldte Haleys kampagnechef Republikanerne i Nevada for at give Trump en fordel ved at afholde både primærvalg og caucus.

- Tal med folk i Nevada. De vil fortælle dig, at caucusset er blevet forseglet, købt og betalt for længe siden, sagde Haley til journalister i New Hampshire ifølge AP.

Ved torsdagens caucus er Trump en klar favorit. Han stiller op mod Ryan Binkley, som er præst og forretningsmand fra Texas.

Der er tilmed caucus på territoriet Jomfruøerne torsdag. Fordi Jomfruøerne er et territorie og ikke en stat, kan indbyggerne ikke stemme ved præsidentvalget. Dog kan de deltage i primærvalgene.

Et caucus er en slags uformel vælgermødeafstemning, hvor formålet er at vælge delegerede, der på partiernes nationale konventer stemmer på en kandidat.

Præsidentvalget i USA afholdes 5. november i år. Nuværende præsident Joe Biden og Trump ventes at blive de to kandidater.

/ritzau/