Regeringens beslutning om at iværksætte en række nye restriktioner i 38 kommuner kommer til at give en mindre mavepuster til dansk økonomi.
Det vurderer flere økonomer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) ved middagstid mandag annoncerede, at blandt andet teatre, biografer og restauranter i de pågældende kommuner skal holde lukket fra på onsdag og frem til 3. januar.
Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, betegner de nye restriktioner som »et nyt benspænd for dansk økonomi«.
»Der er tale om restriktioner, som er så omfattende, at det truer genopretningen af den danske økonomi. Alene restauranterne og hotellerne i de berørte kommuner beskæftigede i 2019 omkring 70.000 mennesker,« siger Søren V. Kristensen og fremhæver, at de nye restriktioner rammer mange af de erhverv, som i forvejen lider mest under coronakrisen.
»Det gælder særligt kulturlivet, men også restauranter og barer. Særligt restauranter og barer plejer at have rygende travlt op mod jul. Derfor er timingen ekstra uheldig. Det vil uvægerligt kunne aflæses i køen af arbejdsløse i den kommende tid. Samtidig er økonomien i mange af disse virksomheder i forvejen tyndslidt. Derfor stiger risikoen for konkurser nu igen,« siger Søren V. Kristensen, der dog fremhæver, at de statslige kompensationsordninger vil holde hånden under en stor del af de berørte virksomheder og arbejdspladser.
Både Søren V. Kristensen og Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, vurderer, at de nye restriktioner vil skære én procent af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) i den periode, som de er gældende i.
»Restauranter og branchen for teater, musik og kunst står for 1,8 procent af BNP i Danmark, og de 38 kommuner står for knap 60 procent af aktiviteten på området. Rundt regnet barberer restriktionerne altså en procent af BNP i den periode, de varer. Det svarer til cirka to milliarder kroner i tabt produktion per måned og altså lige i underkanten af det, hvis det som varslet er frem til 3. januar,« siger Las Olsen.
Kan ikke sammenlignes med foråret
Det er et mærkbart fald i den økonomiske aktivitet. Der er dog langtfra tale om et økonomisk slag, som kan sammenlignes med det, der ramte Danmark i foråret.
Dengang blev storcentre, frisører, tandlæger og en række andre erhverv i hele Danmark påbudt at holde lukket i en længere periode, hvilket førte til et historisk stort BNP-fald på syv procent i andet kvartal.
Hos Nordea vurderer cheføkonom Helge J. Pedersen, at den økonomiske aktivitet vil være nogenlunde uændret i fjerde kvartal i forhold til tredje kvartal.
Han fremhæver, at de nye regionale restriktioner har en begrænset tidshorisont, ligesom de er gældende henover en – for mange danskere – lang juleferie.
Samtidig er de mange indefrosne feriepenge, som mange valgte at få udbetalt i efteråret, med til at holde den indenlandske efterspørgsel oppe.
Derudover, fremhæver Helge J. Pedersen, vil mange danskere, som normalt rejser til udlandet i juleferien, nok blive hjemme i år.
»Derfor vil de være mere tilbøjelige til at spendere pengene herhjemme, som tilfældet var det i sommerferien. Effekterne fra disse to forhold vil formentlig opveje de negative effekter fra den nye og meget begrænsede nedlukning af økonomien, som ikke kan sammenlignes med den, som vi var igennem i foråret,« siger Helge J. Pedersen.