Danske turister skulle for otte år siden betale to kroner for en tyrkisk lira. For fem år siden var kursen én til én. I dag kan man nøjes med 20 øre. Selvom forbrugerpriserne er steget kraftigt, er der meget, der er blevet billigt – set med danske øjne – i Tyrkiet.
Den tyrkiske lira var en af de valutaer, der sidste år faldt allermest over for den amerikanske dollar. Valutaens deroute er det synlige bevis på, at det, der engang var et væksteventyr, har været udsat for et brutalt stormvejr.