Er der virkelig en økonomisk orkan på vej? USAs forbrugere har aldrig været bedre rustet

Forudsigelser om en forestående recession i USA er der rigelige af. Med afmatning i Kina og rekordhøje energipriser i Europa er de amerikanske forbrugere sidste bolværk mod en omfattende global afmatning. Hvis benzinprisen er afgørende, så er USA på vej ind i et frit fald, og dermed vil danske boligejere kunne drage et lettelsens rentesuk. Men kommer det nu også til at gå så galt? Danskerne skal nok vænne sig til meget højere renter.

Amerikanske forbrugere er ramt af den højeste inflation i 40 år. Men de er ikke holdt op med at bruge penge endnu. Nu er det bare ikke længere varer, men burgere og flyrejser, der er i højsædet. Mario Tama/AFP/Ritzau Scanpix

Hvad siger du til 400 kroner for en helt almindelig hovedret eller 110 kroner for en lille importeret belgisk øl? Det er ikke en tur til Norge, men USAs hovedstad Washington, D.C., der er skudt helt op i den dyre ende. En helt almindelig drink på en helt almindelig bar i Miamis South Beach koster 130 kroner – når moms og drikkepenge regnes med.

Det er ikke priser, som helt almindelige amerikanere skal forholde sig til i dagligdagen. For selvom USA har den højeste inflation i 40 år, er der fortsat stor forskel på priserne i helt almindelige byer og så der, hvor der er penge nok. Kundernes evne og vilje til at betale afgør prisen.