Det var så nok den sidste rigtig store renteforhøjelse. Efter nu at have leveret fire renteforhøjelser i træk på 0,75 procentpoint nærmer den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sig slutningen på det mest komprimerede forløb med renteforhøjelser siden 1982.
Onsdag aften dansk tid blev renten sat op til fire procent, hvilket er det højeste niveau siden januar 2008, hvor Federal Reserve var i fuld lempelsespanik i forsøget på at dæmme op for den omsiggribende finanskrise.