Endnu et stort rentehop fra ECB med mere i vente

Den Europæiske Centralbank satte torsdag renten op med 0,75 procent til 1,5 procent og fortsætter dermed det hastige tempo væk fra de negative renter. Det er den høje inflation på ti procent, der får ECB til at skrue rentebissen på. Der kommer flere renteforhøjelser i den kommende tid.

Den Europæiske Centralbank under ledelse af Christine Lagarde leverede torsdag endnu en stor renteforhøjelse. Det bliver ikke den sidste. Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

Den Europæiske Centralbank (ECB) valgte torsdag igen at sætte den toneangivende indlånsrente op med 0,75 procentpoint til 1,5 procent. Det er den anden megaforhøjelse i træk, hvilket understreger den hastige ændring i det europæiske – og danske rentebillede. Så sent som i juli var renterne negative.

Der var ingen ændringer til ECBs håndtering af de gigantiske beholdninger af obligationer, som er blevet opkøbt over en årrække. ECBs chef, Christine Lagarde, kunne på pressemødet oplyse, at ECB i december vil komme med en plan for en nedbringelse af beholdningen af obligationer opkøbt i det almindelige program (APP), mens det særlige pandemiprogram PEPP ikke berøres. ECB bruger PEPP til at købe op i italienske statsobligationer, hvis dette er nødvendigt.