Det store signaturprojekt for den grønne omstilling, energiøen i Nordsøen, kommer ikke til at stå færdig til tiden.
Det fortæller klima- og energiminister Lars Aagaard (M) i et interview til Børsen.
Den oprindelige plan var at få den belgiske regering til at betale for en del af projektet. Men det skrinlægges nu, og i stedet påbegyndes forhandlinger med Tyskland, der vil tage cirka et år, forklarer ministeren.
Projektet ventes at løbe op i mere end 200 milliarder kroner i alt. Og det vil ifølge Aagaard vise sig, »om man kan få både positiv samfundsøkonomi og driftsøkonomi i sådan et projekt«.
Men visionen er, at energiøen samlet set skal give et positivt samfundsøkonomisk afkast – eksempelvis med lavere elpriser.
Strategiskiftet forsinker energiøen, der nu tidligst kan stå klar i 2036.
»Det kan også sagtens blive senere. Det bliver i hvert fald ikke før,« siger han.
Ikke første forsinkelse
Energiøen i Nordsøen skal ligge 80 til 100 kilometer ud fra den jyske vestkyst. Planen var, at øen skulle forbindes til Belgien via et kabel, og at andre lande i Europa også kunne koble sig på.
Projektet blev lanceret i 2020 og skulle gøre Danmark til en absolut førende nation, når det kommer til at høste af Nordsøens enorme vindressourcer.
Det er ikke første gang, at det er ramt af forsinkelse.
I første omgang lød det, at projektet skulle stå klar i 2030.
Energistyrelsen skønnede i midten af 2023, at de statslige omkostninger til projektet samlet set er over 50 milliarder kroner.
Det gav projektet et tilbageslag.
Lars Aagaard satte energiøen på pause oven på nyheden om, at projektet så ud til at blive væsentlig dyrere end forventet og »langtfra rentabelt«, som ellers var et politisk hovedfokus.
Og nu er projektet altså endnu en gang løbet ind i en forsinkelse.
Energiøen kan få en enorm rolle i den grønne omstilling og være væsentlig for forsyningen af grøn strøm til hele Europa.
Over for Børsen kalder Klimarådets formand den nyeste forsinkelse en »ærgerlig nyhed« for klimaet.