Efter tre måneders afhøringer om udbytteskat: Advarselslamperne blinkede forgæves

Siden marts har 42 vidner afgivet forklaring om udbytteskandalen og de 12,7 mia. kr., som blev suget ud af statskassen. Afhøringerne har givet et forstemmende indblik i en organisation, det daværende Skat, hvor ingen syntes at have ansvar og for få bekymrede sig om, at det forholdt sig sådan.

Lisbeth Rømer er blandt de centrale vidner, der er indkaldt til at afgive forklaring til Undersøgelseskommissionen om Skat. Carsten Snejbjerg/Ritzau Scanpix

Sommerferien har sat en pause for afhøringen af vidner i Undersøgelseskommissionen om Skat. En afhøringsrække, der indtil nu har givet et forstemmende og ind imellem også rystende indblik i, hvad der foregik – og ikke foregik – i et af statens mest centrale områder, mens udbyttemilliarderne fossede ud. Selv om advarselslamperne blinkede.

Indtil videre er der ført 42 vidner, der skal kaste lys over, hvordan udbyttesvindlere gennem flere år kunne suge 12,7 mia. skattekroner op af statskassen – uden at det blev opdaget.