Tirsdag var en af de dage. Det begyndte så godt og sluttede så med finansielle markeder, der endnu engang tog nejhatten på. Den røde farve fortsatte onsdag og sætter dermed igen en tyk streg under, at vi befinder os i en ekstrem sårbar fase, hvor investorernes nerver sidder uden på tøjet.
Resultatet er det samme, som vi har set i de seneste seks uger. Dollaren er yderligere styrket, og det er nu spørgsmålet, om vi skal op at betale otte kroner for en dollar, inden dette er overstået. Dollaren koster over 7,70 kroner – også svenske og norske kroner har fået bøllebank både i forhold til dollaren og vores egen krone.