Så kom der også et stort rentehop i Sverige. Faktisk et megahop. Riksbanken satte tirsdag den officielle rente op med et helt procentpoint til 1,75 procent og overgik dermed alle forventninger. Dermed følger Sverige i andre centralbankers fodspor – og sætter tonen for de mange centralbankmøder, der kommer senere på ugen. Det er den største renteforhøjelse i 30 år, men er på ingen måde historisk for Sverige. I EMS-krisen i september 1992 satte Riksbanken renten op til 500 procent.
Det er naturligvis inflationen, der også i Sverige tvinger renten i vejret. Inflationen nåede i august op på ti procent, og mens energi naturligvis er en vigtig faktor, er stigende boligrenteudgifter også en inflationsskurk. Boligrenteudgifterne lå 32 procent højere end året før, og det tal vil stige yderligere i de kommende måneder.