Din skat kan blive enklere, når IT-systemer tilbage fra 1960erne bliver udskiftet

En udskiftning af skattevæsenets gamle IT-systemer, hvoraf de ældste er fra 1960erne, kan få den positive sidegevinst, at skattereglerne bliver forenklet. Sådan lyder de lovende udsigter fra skatteminister Morten Bødskov (S).

Skatteminister Morten Bødskov (S) forventer, at skattelovgivningen vil blive forenklet, når skattevæsenets gamle IT-systemer med tiden udskiftes med nye IT-systemer. Det har dog lange udsigter, for udskiftningen kan tage 15 år eller mere. Liselotte Sabroe

Skattevæsenets kommende udskiftning af sine gamle IT-systemer bliver stensikkert en langvarig og omkostningstung proces. Men det kan få den positive sidegevinst, at skattereglerne bliver forenklet.

Sådan lyder den overraskende melding fra skatteminister Morten Bødskov (S), efter at Berlingske mandag kunne fortælle, at skattevæsenets 70 gamle og forældede IT-systemer står foran en nødvendig udskiftning.