Millioner af nordeuropæere kommer i år til at genopdage, hvorfor det hvide og blå i det græske flag er de rigtige farver til at beskrive en græsk sommer. Det blå fra havet og himmelen. Det hvide fra strandene, de hvidskurede huse og antikkens ruiner.
Grækenland står til at blive en af de helt store vindere i den europæiske genåbning. Med intraeuropæiske rejserestriktioner ophævet og udrejse fra EU fortsat besværlig vil manges ferier gå sydpå i år. Første halvår blev coronaramt, og det bliver en sommer langt fra rekordåret 2019. Men den græske turistindustri peger på, at turistsæsonen fortsætter længere ind i efteråret end normalt.