Der skal uddeles søsygepiller i Frankfurt – og det rammer din privatøkonomi

Det er igen en uge i centralbankernes tegn, hvilket ikke er gået lige godt alle steder. De finansielle markeder har brug for en fornemmelse af, at der er styr på det og en sikker hånd ved roret. Ellers venter der yderligere bølgegang for både aktier og renter.

Det store grin var fremme, da chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, deltog i en debat i London. Der er dog intet at grine ad, når det gælder udførelsen af pengepolitikken. Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Det er de helt store bølgers tid på de finansielle markeder, og det er ganske få personer, der bestemmer, hvordan det går. Cheferne for verdens store centralbanker holder i disse dage din formue og dine jobmuligheder i hænderne. De er ikke folkevalgte. De kan ikke afsættes ved inkompetence.

Denne uges onsdag var et studie i, hvordan man kompetent kan styre forventninger i Federal Reserve i Washington under ledelse af Jerome Powell, og hvordan alting – rent ud sagt – sejler i Den Europæiske Centralbank (ECB) under ledelse af Christine Lagarde. De er begge jurister, så det er ikke den uddannelsesmæssige baggrund, der er forklaringen på forskellen.