Den store stygge renteulv blæser boligmarkeder omkuld

Efter år med kunstigt lave centralbankrenter er de globale boligmarkeder løbet ind i stiv modvind i form af højere renter og et inflationsskabt dyk i købekraften. Men det er ikke kun renterne, der afgør boligpriserne, for en rente er faktisk ikke bare en rente. Danske boligejere er helt unikke i en international sammenhæng.

De hastige renteforhøjelser har skabt en ny virkelighed for de globale boligmarkeder. Men det er langtfra den eneste faktor, der påvirker boligpriserne.

Det var en fest, men nu er festen så eftertrykkeligt slut.

Det var ikke kun i Danmark, at boligpriserne fik vinger i coronatiden. Boligpriserne stak af i næsten alle vestlige lande, da nedlukningerne rullede. Det kom efter en lang periode, hvor ultralave renter allerede havde givet sig udslag i pæne stigninger i boligpriserne.