Den gode, den grimme eller den grusomme? USAs økonomi bestemmer renten – også herhjemme

På trods af omikron og inflation står amerikansk økonomi stærkt ved indgangen til 2022. Inflationen rammer husholdningerne, men både beskæftigelse og lønninger banker i vejret. Derfor står der også renteforhøjelser på menuen. Dog ikke på den forudsigelige måde, som har været anvendt de seneste tyve år. Det kan blive ganske grusomt. Også for dit boliglån og dine aktier.

Mangel på arbejdskraft er synlig overalt og presser lønningerne opad. Stefani Reynolds

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har skabt nervøsitet i de finansielle markeder de seneste uger med klare meldinger om, at renteforhøjelser nu er øverst på dagsordenen, og at den første kommer allerede til marts.

Federal Reserve har markant fremrykket tidsplanen for en normalisering af pengepolitikken. Det skyldes en erkendelse af, at inflationen ikke forsvinder lige med det samme. Men det er en ligeså stor del af historien, at amerikansk økonomi er kommet stærkt ud af coronatiden.