Den bedste uge for råvarepriserne siden Nikita Khrusjtjov var leder i Sovjetunionen

Prisen på olie, naturgas, afgrøder og metaller er eksploderet efter Ruslands invasion af Ukraine. Under normale omstændigheder ville det være gode nyheder for Rusland – der er global storproducent af mange råvarer – men på grund af udelukkelsen fra det finansielle marked, får landet ikke meget ud af de høje priser.

Hvedepriserne er steget til det højeste niveau siden 2008 efter Ruslands krig i Ukraine. Eduard Korniyenko/Reuters

Råvarepriserne banker i vejret som følge af krigen i Ukraine og har nu samlet kurs mod den største ugentlige stigning siden i hvert fald 1960, eller den gang Nikita Khrusjtjov var leder af Sovjetunionen

Med kun én handelsdag tilbage i denne uge, var Bloomberg Commodity Index torsdag eftermiddag steget med 11 procent på ugentlig basis, drevet af store stigninger særligt i olie, hvede og aluminium. Bloomberg Commodity Index dækker bredt over hele råvaresektoren, inklusiv energi, metaller og landbrugsprodukter og har data, der går tilbage til 1960. Stigningen i denne uge, hvis der ikke kommer en brat vending i løbet af fredag, vipper september 1974 af pinden, som den største ugentlige stigning i indeksets historie. Det var lige i slutningen af oliekrisen, der førte til stagflation – lav vækst og høj inflation.

Ifølge Bloombergs indeks er råvarepriserne nu samlet det dyreste, de har været siden 2014, mens S&P GSCI indekset – en tilsvarende målestok – ligger på højeste niveau siden 2008.

»Krigen i Ukraine påvirker den globale økonomi gennem tre kanaler: højere råvarepriser, sanktioner – både statslige og på den private sektor – og et kollaps af den russiske økonomi. Rusland er en relativt ubetydelig økonomi, men en betydelig producent af nogle råvarer,« siger Poul Donovan, global cheføkonom for UBS i en kommentar.

Siden invasionen sidste uge, har Vesten straffet Rusland med en lang række sanktioner, verdens største virksomheder har forladt det russiske marked, og landet er effektivt blevet frosset ude af det globale finanssystem. Ruslands tiltagende isolation fra verdenssamfundet er i gang med at kvæle udbuddet af en række afgrøder, metaller, naturgas og olie, hvilket har skabt frygt for en længere periode med mangel på alt og samtidigt højere inflation.

Det ses særligt i olieprisen. Torsdag var prisen for en tønde Brent råolie en my fra at nå 120 dollar, og olieprisen er allerede steget næsten 50 procent siden nytår. Aluminium, som Rusland er storproducent af, har ramt sin rekordpris og hvede er oppe i den højeste pris siden 2008. I Europa er naturgas steget 967 procent det seneste år. Den store stigning i råvarepriser frygtes i værste fald at føre til en større fødevarekrise.